Besøg

[Nakamura Hanako]

Ved okiyaens dør sidder en af tjenestepigerne klar til at hilse Hanako velkommen hjem. Barnet er helt nede på alle fire for at hilse, og Hanako lader til at være vant til det. Hun træder ud af sine sandaler og går ind i det store fællesrum, hvor Moder og et par maikoer(geishalærlinge) sidder. Hanako bukker høfligt på knæ foran Moder, der er en ældre kvinde, der i en ædel kimono sidder med en kugleramme og tæller sammen. "Ærede okaa-sama, der er en herre, der ønsker at besøge vores okiya..." siger hun ærbødigt overfor kvinden, der gør en bevægelse med hånden, der betyder, at Uyo har lov til at foretræde for hende.

[Minoru Masuyo]

Uyo træder ind og ser sig omkring. Han føler sig som på fjendtligt territorium, og alle hans sanser er skærpede. Hans åndedræt bliver lidt tungere, og hans blik flakker for hele tiden at kunne være på vagt. Han føler sig nødsaget til at følge den smule etikette han endnu kan huske, og slår den ene næve i sin anden håndflade, og bukker kortvarigt mens han hilser på kvinden. Derefter står han oprejst og rank, mens hans sanser endnu kører på højtryk for at modtage alle indtrykkene, bearbejde dem, og fortælle hans hjerne hvorvidt der er fare på færde eller ej.

[Nakamura Hanako]

Kvinden ser nærsynet mod ham. "Han har en aura af ild, Hanako-san, og en tiger om sit liv..." siger Moder med en gammelkonestemme. Hanako ser på hende et øjeblik og har det, som om den gamle kan se, at hendes læbestift er tynd, og hendes kimono er lidt forrykket. "Jeg beder om lov til at opvarte ham på mit værelse, okaa-sama," siger hun så, mens hun endnu en gang bukker, så hendes pande kommer tæt mod gulvet, "lad for en sikkerhedsskyld Arima sidde udenfor."
Den gamle nikker lidt hen for sig selv, mens hun igen ser mod Uyo. "Hvad hedder han?" spørger hun men henvender sig tydeligvis til manden. Hanako, der endnu ikke var kommet op fra sit buk, vender hovedet, der er tæt mod gulvet og ser kort mod Uyo, inden hun retter sig op.
Samtidig kommer der en fnisen fra maikoerne, der næsten utilsløret ser beundrende på manden.

[Minoru Masuyo]

"Mit navn er Uyo." Siger han blot, uden at nære det mindste ønske om at sige sit rigtige navn til en person der garanteret har kontakter de rigtige steder, der senere vil kunne opspore ham. Han kan ikke lade være at smile, da han regner ud hvorfor fnisende opstår.

Han kender ikke proceduren, så han ved ikke hvad han ellers skal sige, istedet veksler hans afventende blik mellem Hanako og den gamle dame

[Nakamura Hanako]

Hanako ser vredt på maikoerne, der straks bliver alvorlige igen, selvom deres blikke afslører dem. Også Moder ser mod de unge piger og slår irriteret med kuglerammen, så alle kuglerne ender i en side. "Uyo, siger han..." gentager hun og lader ikke til at godtage det som rigtigt. Hanako sidder blot afventende og ser på Moder, der lader til at tage sin tid, mens hun drikker sin the ud. Hun kigger ned i koppen med grums et øjeblik. "Det vil bringe hende ulykke, Hanako-san," siger hun så endelig, "men jeg giver hende sit ønske..." Den gamle kniber øjnene sammen. "Men Arima har vist sig uværdig," siger hun og ser mod en af de unge, der måtte være hende, "jeg lader Bekku-san sidde for din dør."
Hanakos øjenbryn kruses et øjeblik. Bekku var deres påklæder. Han kunne se, om han havde påklædt en geisha eller ej. Desuden havde han ejerfornemmelser over alle kvinderne i huset (undtagen Moder).

[Minoru Masuyo]

Uyo, der intet aner om hvem der er hvem i denne anstalt, står afventende og skifter vægten fra den ene fod til den anden, mens hans blik flakker rundt.

Hans blik falder et kort øjeblik på de unge piger, og fortsætter derefter rundt i lokalet. Han er vandt til at blive beundret, så det lader han sig ikke gå på af.

Med jævne mellemrum vender hans blik tilbage til at veksle imellem Hanako og den gamle kone, stadigt afventende. Han spekulerer over hvad det betyder, det de diskuterer.

[Nakamura Hanako]

Mens pigen Arima ser meget ærgerlig ud, indviliger Hanako til Moders bestemmelser velvidende, at hun havde været mere nådig end nogensinde. Hanako rejser sig roligt, mens hun følger tjenestepigen, der ville hente Bekku, med øjnene.
Hun går forbi Uyo og ud mod entréen, hvor man via en trappe kan komme ovenpå til geishaernes værelser.
"Denne vej, Uyo-sama," siger hun mens Moder stadig kan høre på.

[Minoru Masuyo]

Uyo nikker, og følger efter, mens han holder med sin hånd på bæltet lige ved siden af sværdet. Han holder stadig skarpt øje med alt og alle i nærheden, som om han frygter at blive overfaldet hvert øjeblik det skal være.

Han siger ikke noget, da han ikke finder noget passende at sige. Han sørger istedet for at lære sig stedets indretning udenad.

[Nakamura Hanako]

En lettere overvægtig skaldet japansk mand med et næsten feminint ansigt følger pludselig i hælene på Uyo på trappen. Trappen knager sagte. Hanako når til det sidste trin, hvorefter hun går hen til den fjerde dør på højre hånd. Knæler ved døren og åbner den, så Uyo kan gå ind først.
Herefter bukker hun siddende for Bekku, der i samme øjeblik er kommet op af trappen.

[Minoru Masuyo]

Det giver et gib i Uyo i det øjeblik manden pludselig er bag ham, og af refleks lægger han hånden på sværskæftet og er på vej til at vende sig om, da han tager sig i det, og følger med op. Han går ind i værelset som der er blevet åbnet for, og stiller sig derinde, således at han kan se både Bekku og Hanako.

[Nakamura Hanako]

Bekku bukker mindre formelt tilbage, hvorefter Hanako rejser sig, sætter sig på indersiden af døren og lukker roligt skydedøren. Hun vender sig stadig siddende mod Uyo med et lille smil.
"Dette er så, hvor jeg lever..." siger hun roligt.

[Minoru Masuyo]

Uyo smiler selv, og ser sig kort omkring, og studerer værelset han befinder sig i. Han lægger mærke til alt, meget hurtigt. Duften, indretningen, farverne, belysningen, størrelsen og hvor meget/lidt gulvet giver efter for hans fødder.

Han spænder sit wakizashi af, og lægger det på gulvet lidt fra sig, og står så ellers og kigger afventende på hende, stadigt smilende.

[Nakamura Hanako]

"Er der noget, jeg kan være Uyo-san behjælpelig med?" spørger hun så. Hun kan næsten mærke Bekku på den anden side af døren; ivrig efter at afsløre manden og smide ham ud. Hanako rejser sig og går over til et ornameret skab, hvor hun tager en meget lille flaske ud samt et par kopper, hvorefter hun hælder den klare sake op og byder manden det.

[Minoru Masuyo]

Han tager et skridt tættere på hende, tager imod koppen, og tager en tår. Han spekulerer over hvor meget ham Bekkumanden mon vil kunne høre af hvad der foregår i værelset. Og over, hvordan Hanako mon så ud, uden maling, manerer og med løst hår...

Rebet der var skjult under hans bælte irriterer ham, og han rykker lidt på sin hofte for at få kroppen til at koncentrere sig om bevægelsen et øjeblik, istedet for irritationen. Det måtte have løsnet sig, og så var en spids nok skubbet ud fra stropperne. Det skete før, og man skulle bare spænde bæltet af og rette på det.

[Nakamura Hanako]

Hun smiler blegt og nipper selv til sin kop, inden hun stiller det fra sig. Endnu en gang tænker hun på Moder med bambusstokken, hvorefter hun ser på Uyo, der gør noget underligt ved sin hofte. "Har Uyo-san ondt?" spørger hun uskyldigt. Samtidig scanner hun hans kop for at se, om han skulle have mere.