Besøg

[Minoru Masuyo]

"Det er bare mit bælte der sidder forkert" siger han. Det er delvist løgn, men han ser ingen grund til at forklare at han har et reb gemt derunder, og ingen grund overhovedet, til at forklare hvad han bruger det til.

Hans kop er stadig fuld nok til at han ville afslå en opfyldning. Selv hvis den havde været tom, havde han nok afslået alligevel. Han var trodsalt ikke kommet her for at drikke sig bankelam.

[Nakamura Hanako]

Hanako nikker og vender respektfuld ryggen til. "Uyo-san skal endelig bringe en ende til sine lidelser," siger hun med en lille stemme og et lidt større smil. Hun samler hænderne foran sig og ser mod døren, hvor Bekku sikkert sidder med ørene mod. Hun håbede på den ene eller anden måde, at han ville afbryde dem grundløs, så han ville tabe ansigt, og at hun ville kunne fortælle Moder om, hvor artig hun havde været, og hvor mange onde tanker Bekku havde tænkt om hendes opførsel.

[Minoru Masuyo]

Han smiler og vender siden til, mens han spænder bæltet op (det er et temmeligt avanceret bæltespænde, der ikke ligner noget man har set før.), tager det af, og studerer rebet der sidder i stropperne på indersiden. Skaden var en smule værre end han havde regnet med. Den ene strop var blevet mør og var gået i stykker, så rebet nu sad en smule løst takket være sit nye råderum. Han sætter sig på hug med bæltet foran sig, mens han spekulerer over hvad han skal stille op

[Nakamura Hanako]

Hanako står tålmodigt med ryggen til. De fremmede lyde fra bæltet gav hende lyst til at smugkigge, men hun gør det dog ikke. Hun står blot. En bevægelse lyder udenfor døren, hvor Bekku uden tvivl skifter til en mere behagelig stilling.
Hun smiler lidt for sig selv og prøver at forestille sig den fjollede og utålmodige Arima sidde vagt i så lang tid.

[Minoru Masuyo]

Han tænker lidt over situationen. Han kan jo godt skære et stykke af sin harnisk, og sy den på hvor den defekte strop befandt sig. Men da han ikke har noget sy-grej på sig, dropper han hurtigt den idé igen. Han må bare vente til han kan få fat i nål og tråd et sted. Han sukker og begynder at spænde bæltet på igen

[Nakamura Hanako]

"Uyo-san må sige til," siger hun uden noget presserende i sin stemme. Da hun blinker og opdager Uyos skikkelse stå op af væggen ved siden af hendes egen på væggen med døren. Modsat var der netop et vindue. Hun smiler stille for sig selv, da hun havde fundet denne måde at følge med på uden at være anmasende.

[Minoru Masuyo]

"Hvad skal jeg sige til?" spørger han mens han klikker metalstykkerne sammen på bæltespændet, og snurrer en læddersnor rundt imellem tre metalknopper, og låser enden med endnu et stykke metal, som han klapper ned over, og drejer rundt på en låsemekanisme derpå. Han trækker derefter det stykke læder fra bæltet han har skubbet til side, på plads henover spændet,så det dækkes. Skønt det tog lang tid at få spændt bæltet, ville han i en presset situation kunne åbne bæltet og få fat i rebet, ved at banke en enkelt gang på spændet. Det ville udløse mekanismen.

Han ser på hende, og vender sig atter imod hende, skønt hun stadig har ryggen til. Han kan ikke undgå at studere hendes bagparti en smule, og nikke tilfredst.

[Nakamura Hanako]

"Uyo-san skal naturligvis blot sige til, når Uyo-san er klar til, at jeg må vende mig igen..." siger hun med et smil, mens hun tænker, at han med vilje ikke forstod hendes ord. Hun ser hans skygge stå og pille ved hoften, mens de metaliske klik lyder. Hun tænker over, hvad han mon er for et underligt menneske og hvad han mon har oplevet på fremmede steder siden han ikke gik i sandaler og havde dette besynderlige hår.

[Minoru Masuyo]

"Du kan vende dig når du ønsker" Siger han og bukker sig ned efter koppen med vin, som han stilte fra sig på gulvet. Han tager en mandetår(så bunden næsten er nået, og stiller den fra sig igen. Han stiller sig lidt tættere på hende, uden at være så tæt på, at Bekku ville have noget at indvende, skulle han komme brasende.

[Nakamura Hanako]

Hanako vender sig med et lille skridt uden at vide, hvor tæt han er. Hun stopper overrasket op og ser op på ham, mens hun kan dufte sakeen fra hans læber. Hun smiler undskyldende og træder et halvt skridt bagud. "Uyo-san ønskede så brændende at se mit værelse, men hvorfor?" spørger hun så.

[Minoru Masuyo]

Han lægger armene over kors, og ser lidt på hende, og overvejer hvad han skal svare. Det ved hun da udmærket godt, er hans tanke.

Til sidst ender det med, at hans svar bliver et blink med det ene øje, hvorefter han med en vrængen på næsen kaster kort med hovedet i retning imod den dør som Bekku bevogter.

[Nakamura Hanako]

Hanako tager en tredje kop og flasken, hvorefter hun træder hen til døren, hvor hun knæler, inden hun åbner den. Bekku ser mistænkeligt på hende og hendes tøj et øjeblik, inden Hanako siger: "Bekku-sama skal endelig ikke sidde uopvartet herude. Her er lidt til ventetiden." Hun hælder op til ham og lader flasken stå. Bekku smiler bredt, hvorefter Hanako bukker og lukker igen. Hun træder hen til Uyo og siger næsten lydløst: "Bekku-san har et godt hjerte og en god mave; han sover trygt efter en kop eller to..." Herefter smiler hun og siger højere. "Holder Uyo-san af go?" for at få Bekku til at mene, at han ikke behøvede at bekymre sig.

[Minoru Masuyo]

"Det er en kunstart jeg ej har udført i umindelige tider, så det ville være god underholdning at få et gensyn med det. Hvis du da ligger inde med remedierne dertil?" svarer han, og spiller med. Han taler sandt idét han ikke har spillet det længe, men hans lyst til at spille det igen er ikke så stor som han giver udtryk for.

[Nakamura Hanako]

"Tilgiv mig, Uyo-san, hvis jeg med mit spil gør Dem forlegen, jeg er en kunstner til at spille shamisen men blot en kvinde til at spille go..." siger hun, mens hun for effektens skyld åbner de to beholdere med gosten. "Nigiri..." siger hun så blot, mens hendes øre skarpt lytter efter lyde derude.

[Minoru Masuyo]

Han nikker, og som sagt så gjort. Han ender op som hvid, og lader derfor hende starte. Som hende, lytter han efter hvad der foregår på den anden side af døren. Man vil kunne se at hans ører virker spændte, og nærmest vibrerer en lille smule.

Han rykker atter uroligt på sin hofte, da rebet endnu irriterer ham.