Besøg

[Nakamura Hanako]

Hanako lægger et par sten på brættet. Hun lægger hverken med nogen strategi eller på de rigtige punkter. Det var lydeffekterne, der var vigtige. Efter en lille pause hører hun endelig den ventede lyd; en blid snorken, der tydede på, at Bekku havde set igo som ufarligt og havde sat sig til at sove.
Hanako smiler mildt, men der er noget triumferende i hendes øjne. I hendes verden var hun en mester, der endnu en gang havde udført sin kunst til punkt og prikke.

[Minoru Masuyo]

Uyo smiler frækt. Han er imponeret over hendes udspekulerethed. Han smiler forførende, og tænker *så er det nu*. Han læner sig forover, over brættet, og rækker hånden ud imod hende, som prøver han at få fat i noget.

Atter en erobring... atter en erobring... Og så afsted... eller hvad?

[Nakamura Hanako]

Hanako genkender hans gestus lidt for godt. Hun er et øjeblik ved at rynke brynene, mens hun overvejer, hvad hun dog skal gøre. Den fremmede, som hun end ikke kendte navnet på, havde opnået adgang til hendes værelse, og hun havde endda selv gjort det muligt for Bekku-san at falde i søvn, men nu? Nu tvivlede hun, om hun havde handlet rigtigt.
Hun tager om hans hånd, inden den når hende og ser alvorligt på ham med sine mørke øjne. "I det mindste, Uyo-san, så fortæl mig dit navn..." siger hun stille og ved ikke helt, hvorfor det ville være godt for hende at kende det.

[Minoru Masuyo]

Han studser da hun standser hans bevægelse. Er der alligevel noget der mangler?

Hans navn... Han spekulerer over, hvad hun kan bruge det til... Og om der er risiko for, om hun siger det videre, til folk der kan bruge det til noget. Eller værre, om hun siger det til nogen der kan bruge det imod ham...

Hans navn er Masuyo, af Minoru-slægten... Men er det klogt at fortælle hende? Kan han stole på hende? Hvad får hun ud af at kende det ... ?

Han overvejer at lyve. Sige noget sludder som *Kuyo Akai*, men hendes øjne ligner ikke nogen, der bryder sig om løgne... De giver ham kuldegysninger.. hvilken slags, ved han ikke. Men når han ser ind i dem, føler han noget han sjældent føler. En form for ansvar overfor sig selv, hende, og det begreb han ellers for længst har kasseret; ære...

En svedperle kommer frem på hans pande... Hun vil kunne mærke, at hans hånd er spændt, og ryster en smule. Han kæmper for at genvinde kontrol over sin krop, men spekulatiorne er blevet fysiske. Hvis Minoru Masuyo pludselig blev fundet i live, og kombineret med Uyo, ville han aldrig kunne færdes nogen steder i sikkerhed. Hans skalkeskjul ville være ubrugeligt, og tilbage ville kun direkte flugt være tilbage. Det er nemmere nu, hvor han er efterlyst, men ikke eftersøgt. Man ved nemlig ikke hvad der blev af Masuyo siden den gang han stak af... At være formodet bortkommet er sundt, for man leder ikke efter døde folk.

Hvis hun, med forsæt eller ved et uheld, kom til at røbe hans navn, ville snakken måske gå, og pludselig ville informationen havne hos en myndighed der kunne sætte en pris på hans hoved, og en storstilet jagt igang.

Men når han ser ind i hendes mørke øjne, tror han ikke på sine tanker. Han tror han kan stole på hende. Det er dét, at han ikke ved det, der gør ham usikker. Det er dét der får ham til at ryste og svede...

[Nakamura Hanako]

Hun rynker brynene lidt mere, hvilket gjorde, at den ellers så glatte maske, der var hendes ansigt, blev en smule krakeleret. Hun mærker tydeligt hans hånds pludselige varme og fugt sammen med rystelserne og den lille sveddråbe. I et liv, hvor man skulle opvarte mændenes mindste ønske, skulle man kunne reagere på det mindste og dette, var mere end hun var vant til.
"Uyo-san?" spørger hun bekymret og ser mere indtrængende på ham, som om hun et eller andet sted ville kunne læse, hvad der var i vejen.
En mindre uro begyndte at brede sig i hende. Den slags uro man føler, når det langsomt går op for en, at man har gjort noget galt. Hun lægger sin anden hånd på hans også. "Uyo-san? Er De dårlig?" spørger hun bekymret.

[Minoru Masuyo]

Han kæmper endnu febrilsk for at få styr på sig selv. Så forfærdeligt er det vel heller ikke, forsøger han at overbevise sig. Det er jo ikke fordi hun har tænkt sig at skrige hans navn ud af vinduet i det sekund hun hører det, og hvis det endelig skulle ske at hun talte over sig en skønne dag, ville han være over alle bjerge for længst...

Desuden kunne man vel altid slås, og han har jo prøvet at være trængt op i kroge før. Han bliver mere rolig, og hans hånd holder op med at ryste. Svedperlen på hans pande bliver hængenende lidt endnu.

"Jeg... Mit navn... Det er Minoru Masuyo...". Han siger det meget, meget lavmælt, og hans blik flakker mellem hendes dybe mørke øjne, og døren hvor bag Bekku forhåbentligt sover trygt nok til ikke at have hørt det. For ham regner han nu ikke med at kunne stole på...

"Men jeg ser helst, at navnet bliver mellem os to... Jeg må bede dig blot kalde mig Uyo..."

[Nakamura Hanako]

Hendes lille mund frembringer ved lyden af hans navn et varmt smil. "Mit virkelige navn er Tanaka Ai," siger hun stille og ser ham direkte ind i øjnene, "men heller ikke det bliver udtalt af andre end dem, der kendte mig, før jeg blev geisha... Jeg er stadig Ai indeni, selvom ingen kender hendes navn..." Mens hun taler holder hun hans hånd ind mod sit hjerte, mens hun ikke taber øjenkontakten.
"Nu kender vi hinandens virkelige navne - så behøver vi ikke længere at gemme os bag masker og roller..." hendes stemme er dæmpet og rolig. Efter hun har talt, hører de et ekstraordinært højt snork ude fra døren, hvilket får Hanako til at stoppe sig selv i at fnise.

[Minoru Masuyo]

Han nikker, og tørrer sveden af panden med en flig af sit vide kimono-ærme.

"Ai... Det ligger bedre i munden end Hanako..." siger han, og smager på navnet. En kort følelse af noget... personligt? strømmer igennem ham, hvorefter han ryster det af sig, og genvinder sit smil fra før.

Han ser på goban'et, som en fjende der står i vejen. Han rejser sig, og løfter det væk. Så sætter han sig på hug foran Ai, få centimeter fra hende.

[Nakamura Hanako]

"Masuyo..." siger hun stille, som om hun stadig smager på navnet. Samtidig med, at hun siger det, mærker hun, hvordan noget i hendes hoved allerede retter hende til Uyo. For det var det, han hed for omverdenen. Så meget desto bedre var det, at de havde denne hemmelighed sammen.
Da han sætter sig foran hende, mærker hun, hvordan hun et øjeblik holder vejret. Hvad skulle der ske? 'Jeg rejser fra stad til stad, fra seng til seng og fra kvinde til kvinde. Kejserdatter, tiggertøs eller datter af en smed, har ingen betydning' hører hun ham sige inde i hende, med tilføjelsen: 'Kun kvindens skønhed'.
Hun ved ikke, hvad hun skal tænke om det. Hvad hun skal gøre?

[Minoru Masuyo]

"Ai... Du er smuk..." siger han, som er det en åbenbaring han pludselig har fået. Han kender intet til de spekulationer hun har i sit hoved ligenu. For ham er det en helt anden vej tankerne går.

Hans hænder har lagt sig på siden af hendes bryster, og hans tommelfingre er i samme nu igang med at nulre dem, blødt, langsomt og lidenskabeligt...

Han ser hende i øjnene, og hans egne kakaofarvede øjne søger ind bag dem, videre ind i hendes tanker. Nærmest som forsøgte han at påvirke dem. Ikke kontrollere, men påvirke...

[Nakamura Hanako]

Hanako smiler mildt til ham, for hun holder naturligvis af at få det at vide. Specielt, når det lød, som om han lige var blevet slået af det. Da hun blinker forbliver hendes øjne lukket et milisekundt mere end normalt. Hans berøring var dejlig, det kunne hun ikke nægte. At blive berørt, som var man en ting af glas, var ikke noget, hun havde noget imod. "Masuyo..." siger hun igen, men denne gang er det med følelse. En blid og melodisk udtale, mens hendes mørke øjne tager varmt i mod hans. Hun lægger en hånd på hans kind, som hun aer et øjeblik, inden den glider om i nakken, hvor den nusser ham blidt.

[Minoru Masuyo]

I en nusse-bevægelse havner hans fingre ved krave-åbningen til hendes kimono... Mens han endnu berører brysterne let, forsøger han langsomt at åbne lidt for *skattekisten*..

Hans ansigt kommer langsomt nærmere hendes, og han kysser hende blidt, mens han læner sig lidt forover, i en bevægelse der, hvis hun ikke selv gør noget, vil ende med at tvinge dem begge ned at ligge.

[Nakamura Hanako]

Hans berøring af kraven får hende til at tænke på den store obi, der er viklet om hende liv flere gange. Men selvfølgelig vil kraven kunne komme ned over hendes skuldre men ikke længere end det.

Hun nyder et øjeblik det blide kys, der henfører hende i en tilstand, hvor hun følger hans bevægelser. Hendes hånd hviler stadig ved hans nakke. Hendes tanker glider et øjeblik forbi hendes frisure, men de bliver der ikke længe. Hun kysser ham roligt og lader den anden hånd glide over hans ryg.

[Minoru Masuyo]

Han trækker hendes kimono væk fra skuldrene, og da han når obi-forhindringen, smiler han, og hvisker sagte: "Her må du hjælpe mig lidt..."

Han spekulerer over, hvordan han skal få sit bælte af, uden at hun bemærker rebet. Men han skyder tanken fra sig, med en *den tid den sorg.*

[Nakamura Hanako]

Hanako smiler en smule undskyldende, da hun smutter væk under ham og rejser sig op ude på gulvet. Hun binder nogle næsten skjulte snore med knuder op, hvorefter hun begynder at løstne den stramme obi. Langsomt får hun obien løstnet så meget, at hun kan sno sig ud af den. Derved står hun pludselig med ryggen til. Omkring hendes nakke kan man se, hvor den hvide maling går ned i en takket formation (www.canstockphoto.com/big_thumbs3/0317411.jpg), der på mænd skal virke pirrende, så de kan forestille sig, hvordan hun ville være uden den hvide maling.