|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 10:50:09 GMT 1
Uyo kommer gående ned af markedspladsen igen. Han er glad for at være sluppet væk fra de to turtelduer. Hans wakizashi hænger i hans bælte, og ser ikke ud til at være blevet spændt helt ordenligt fast i farten. Han standser op, spænder det af, og spænder det rigtigt på igen.
Så ser han sig omkring på pladsen, efter hvad som helst der kan slå hans kedsomhed til jorden.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 10:56:27 GMT 1
Da han stopper op, får Hanako endelig indhentet ham. Hun går med sine små men nu forhastede skridt. "Uyo-san er i sandhed ædel at give de elskende deres fred.." siger hun med et lille smil, selvom hun ligeså godt som ham vidste, at det ikke var grunden til, at han (og hun) var gået.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 10:59:29 GMT 1
Han vender sig for at se hvem der taler, men allerede inden han ser det, genkender han stemmen. Han smiler skævt. "Og Hanako er i sandhed besynderlig at følge efter mig", siger han, med et glimt i øjet.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 11:02:57 GMT 1
Hanako smiler et lille smil til ham et øjeblik. "Fanen følger altid vindens retning," siger hun rolig og ved udemærket, at der næsten ikke er noget statement i hendes udtalelse. Men alligevel føler hun efterhånden et større behag i hans nærvær - nu hvor hun vidste, at hun kunne modstå ham. Alligevel føler hun et øjeblik det, som om hans hånd stadig ligger mod hendes tøj.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 11:24:58 GMT 1
Han undlader at svare, da han ikke helt forstår pointen i hendes udsagn. Istedet studerer han hende atter, fra top til tå. Atter engang kunne han konstatere for sig selv, at hun var ganske smuk.
Han står lidt og kigger på hende, eftersom han ikke rigtigt har andet at lave.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 11:29:24 GMT 1
"Uyo-sans blik kunne smelte is..." siger hun med et lille smil og ser ham ikke i øjnene. Det var underligt, at han på den måde blev ved med at stirre på hende. Hun går hen ved siden af ham og tænker, om de blot skal stå eller gå.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 11:34:51 GMT 1
"En evne jeg har haft brug for utallige gange i vintertid" joker han til svar, med et skævt smil, skævende til hende da hun stiller sig ved siden af ham. Så ser han lidt omkring på pladsen, i søgen efter noget interessant. Han finder ikke noget, men beslutter sig alligevel for at lægge armen om hende(så hånden ender på den af hendes skuldre der er længst fra ham) og begynde at gå. Ikke med nogen destination, bare gå lidt ned af pladsen og se om ikke de støder på et eller andet.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 11:38:16 GMT 1
Hanako smiler til hans kommentar, men fryser nærmest på stedet, da han lægger hånden på hendes skulder. Hun følger villigt med, mens hun tænker over, om dette er godt eller dårligt. Hendes hjerte slår hårdt i hendes bryst. Hun ser på ham flere gange, mens hun ikke helt ved, hvad hun skal gøre.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 11:44:07 GMT 1
"Hvor bor du egentlig henne af?" spørger han hende, mens han ser på hende med et sødt smil. Han går fortsat, og indimellem kigger han rundt på de boder de passerer. Det kunne jo være der var en eller anden der forhandlede noget interessant.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 11:49:26 GMT 1
"I okiyaen i nærheden af Kejserens bolig," siger hun og ved ikke helt, hvorfor hun måtte tage sig sådan sammen for at sige det. Et øjeblik ønsker hun, at han ikke ville røre hende, mens hun det næste øjeblik ville ønske, at han rørte andre steder end skulderen.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 11:52:53 GMT 1
"Kunne du tænke dig at vise mig dit hjem?" spørger han mildt, og standser, vender sig så han står skråt overfor hende. I bevægelsen glider hans hånd ned fra skulderen og ned på det øverste af ryggen.
Indeni sit hoved spekulerer han over, hvad en død kejser skal bruge en bolig til.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 11:55:11 GMT 1
Ved hans bevægelse gisper hun og tager hans hånd væk. Hun slipper den dog ikke med det første. "Uyo-san må naturligvis besøge okiyaen, men jeg be'r, ikke her" siger hun indtrængende og ser rundt, hvorefter hun slipper hans hånd.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 12:06:32 GMT 1
Han sukker opgivende. Den skide ære er da også overalt. Men nuvel...
"Nuvel, Hanako, ikke her. Har du noget du skal ordne, eller skal vi gå til din okiya?" siger han, med hænderne slapt hængende ned af siden, mens han stadig står skråt overfor hende og smiler.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 12:11:54 GMT 1
"De er så venlig, Uyo-san," siger hun taknemmeligt smilende med et lille buk. Hun sætter kurs mod okiyaen. Mens hun går, mærker hun stadig hans hånd mod sin ryg. Efterhånden havde hun vænnet sig til hjertets hurtige rytme, men alligevel kunne hun ikke lade være med at smile, mens hun går. *Hvad sker der?* tænker hun og skræver mod ham *hvad er det, han gør ved mig?*
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 12:21:32 GMT 1
Venlig.. En ting han egentlig ikke har ry for at være. Dem der kender ham, og dem som jager ham, mener nok det modsatte. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, tænker han. Og hende her var et ekstra forsøg værd, er han sikker på. Han går ved siden af hende, mens han skæver til hende, og studerer hendes krop. Jo mere han kigger på hende, jo flere detaljer falder ham ind at være 'perfekte'. Han gyser ved tanken. 'Perfekt'. Et synonom til 'forfinet'. Noget han foragter. Men hende her er noget andet. Han smiler ved tanken om, hvordan hun ville være, hvis han først fik taget hendes æresbegreber fra hende.
Hvis det lykkes, vil det ikke være første gang. Tænker han. Selvom han på en eller anden måde synes, at denne gang er der noget anderledes. Han kan ikke helt sætte fingeren på hvad. Han ryster det af sig, og fokuserer på nuet, og holder øje med folk omkring ham, ud af øjenkrogen, for at sikre sig at ingen kommer og overfalder ham. Det har han også prøvet før. At nogen har genkendt ham, og overfaldt ham.
|
|
