|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 12:26:39 GMT 1
Da de når længere hen af gaden, begynder den at blive mindre befærdet og mindre nobel. Hanako besluttede sig for at tage denne vej af hensyn til, hvad hun kunne forestille sig manden gøre. Hun kendte mange veje til okiyaen, og hun valgte altid den, der passede bedst til ham, hun fulgtes med. Det dufter sødligt af grillede blæksprutter, hvor en gadehandler sælger blækspruttestykker på spyd, der blev ristet over en lille ild i en wokgryde.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 12:33:22 GMT 1
Uyo bemærker at det tynder ud i folkemasserne. Han ser sig omkring, og suger til sig af indtryk. Han indprenter sig bygningernes højde, og hvilke steder der er gode at gemme sig i, og hvor man nemmest kan kravle op på et hustag.
Da duften af blæksprutte rammer hans næsebor, vrænger han på næsen af refleks. Han har aldrig kunnet lide blæksprutte. Alligevel kigger han kort over på gadehandleren og grillen, for at også dét kan blive brændt fast i hans hukommelse. Man kunne aldrig vide, måske blev det dét der på et eller andet tidspunkt kunne redde hans liv. Og så vil det jo være dumt ikke at tænke over det, før det er for sent.
Han ser på sin ledsagerske, og spørger: "Hvor langt er der endnu?"
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 12:39:30 GMT 1
"Ikke lang tid, Uyo-san," siger hun roligt. I en skygge af en bygning springer en kat pludselig ud foran hendes fod, så hun er ved at snuble over dyret. Hun griber ud efter Uyo, og ender med at redde sig selv fra faldet, ved at klamre sig til hans arm et øjeblik. Under den hvide maling rødmer hun kraftigt. Tænk at hun - en af de mest prestigefyldte geishaer - skulle ende med at falde over en kat! Hun slipper ham straks, hun har fundet balancen. "Undskyld, Uyo-san!" siger hun næsten forfærdet over sin handling.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 12:42:40 GMT 1
Idét hun snubler og tager fat i ham, griber han hende om livet. Skønt hun slipper han igen, holder han stadig om hende.
"Det gør ingenting Hanako. Ingenting..." siger han lavmælt, og beroligende.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 12:46:12 GMT 1
Hanako smiler forsigtigt til ham. Hun flytter ikke hans hånd, for på en eller anden måde føler hun sig mere sikker på denne måde. Måske var det også grunden til, at hun havde valgt denne tomme og lidt længere vej. Hun ved ikke helt, hvad hun skulle gøre eller sige, for hun var stadig noget pinligt berørt over, hvad der lige var sket. "Endnu engang er De så venlig..." siger hun lavt.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 12:49:00 GMT 1
den hånd der ikke holder hende om livet, lægger sig om hende på ryggen, og blidt skubber han hende lidt tættere på, mens han forsøger at få øjenkontakt, og fastholder sit selvsikre men søde smil.
"Der er intet at undskylde, og kald mig blot Uyo.."
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 12:52:11 GMT 1
Hanako smiler lidt og gentager for sig selv: "Uyo..." Hun har efterhånden en idé om, hvad han ville. Et øjeblik møder hendes blik hans, hvorefter det bliver låst fast. Hendes ene hånd ligger på hans bryst, så hun eventuelt kan skubbe ham væk, hvis der sker noget, som ikke er noget for hende. Et øjeblik flakker hendes blik, hvorefter hun igen ser på ham.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 12:56:34 GMT 1
Hans brystkasse er stærk og stor, og hans hjerterytme er rolig... På samme måde som på værelset... Den udgyder en form for hypnotiserende ro, og det er som om han er urørt af alverdens ulykker, krige og bekymringer. Han kigger længe i hendes øjne, og på hendes ansigt. Hånden om livet glider en lille smule ned, og lægger sig om hoften, mens hånden på ryggen glider lidt fremefter, og lægger sig på siden af hendes bryst. Det kan godt være det bare er indbildning, men det ser grangiveligt ud til, at afstanden imellem deres ansigter, er blevet betydeligt mindre.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 13:01:15 GMT 1
Ulig sidste gang lader Hanako sig hypostisere. Hendes anden hånd ender først på hans mave, hvorefter den blidt glider ud mod hans hofte. Da hans ansigt begynder at komme nærmere, er det, som om naturen automatisk lader hendes ansigt nærme sig hans. *Nej, hvad er det, der sker??* lyder det i hendes hoved, men hun kan ikke gøre noget. Hans hænders berøring ville have hendes hjerte til at slå hurtigere, mens den unaturlige ro lader hende stå tilbage med almindelig hjerterytme.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 13:07:14 GMT 1
Han smiler forførende, og i hans blik er der flammer. Tættere og tættere kommer han. Ikke kun hans ansigt, men hele kroppen. Med tommelfingeren kærtegner han blidt hendes bryst.
Denne gang er den hjemme. Tænker han. Endnu en erobring... Blot endnu en... Det mener han i hvert fald, at det er.. Noget siger ham stadig, at denne er anderledes. Men han kan stadig ikke sætte fingeren på, hvad det er. Atter fokuserer han på nuet, og fortsætter hvad han er i færd med.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 13:10:05 GMT 1
Da deres læber tøvende rører hinanden, mærker Hanako et stik dybt i sig. Som mærkede hun, at intet ville være som før mere. Alligevel strækker hun sig lidt og mærker de varme og bløde læber mod sine. Hans kærtegn giver hende en kold, kildrende følelse gennem kroppen.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 13:14:57 GMT 1
Han lukker øjnene og kysser hende, roligt og lidenskabeligt.. Tungen trænger igennem læberne hans, og banker på for at komme igennem hendes. Han kender proceduren. Han har trodsalt gjort dette en del gange før.
Hans hånd om hoften glider videre, til numsen, som han nu også blidt kærtegner. Tommelfingeren på hendes bryster finder det sted hvor brystvorten sidder, som han kilder.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 13:21:24 GMT 1
Hun åbner tøvende og lader hans bløde tunge komme ind i sin mund. Hun sukker næsten af hans berøring, som var noget, hun næsten havde ønsket sig. Hendes hånd på hans bryst glider op på hans skulder, så hun kan komme tættere ind på hans dejligt varme krop.
Hendes hånd glider op på hans kind, hvor den engleblidt, aer ham. Der er intet sensuelt i hendes bevægelser - kun en blidhed og ømhed, som kom fra et ukendt sted i hende.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 17, 2006 13:30:24 GMT 1
Straks tungen er kommet ind, begynder den at udforske sit nye territorium. Hurtigt finder den ud af hvor tænderne sidder, hvor dyb munden er, og ikke mindst hvor hendes tunge er, som hans byder op til dans. Han sukker, og intensiverer sine kærtegn lidt, opildnet af hendes på hans kind.
Han begynder at spekulere på, hvor langt hun vil lade ham gå på offentlig gade, skønt den ikke var så befærdet, kunne der hvert øjeblik komme mennesker forbi. Hvis han kendte hende ret ville dette før eller siden også gå op for hende, og så ville hun sikkert igen lade sin ære styre hende.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 13:38:02 GMT 1
Den bløde fornemmelse af deres tunger i en underlig slangetæmmerdans fik Hanakos ben til at vakle. Det var så blødt, rart og nyt, at hun et øjeblik må støtte sig til ham for ikke at de skulle give efter. Lidt efter lidt trækker hun hovedet til sig igen og ser ham i øjnene. "Uyo-s... Uyo, jeg..." prøver hun uden at finde ud af, hvad hun skal gøre. Hun tager om den hånd, der ligger på hendes bryst, med begge sine og kysser hver af hans fingre en enkelt gang. Hvorefter hun ser ham op i øjnene. "Jeg..." prøver hun igen.
|
|
