|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 16, 2006 14:06:03 GMT 1
Inde midt i Tokyo ligger en stor og smuk zenhave, der indbyder til sjælero og afstresning. Det er som om haven har et magisk skjold, som beskytter den mod verdens larm og besvær udenfor. Sommeren har fået blomserne til at blomstre, og vandløbene klukker lystigt.
Hanako går midt i denne skønhed og prøver at finde ro i sit liv og tanker. Der går også andre mennesker i haven, men hun har fundet sig det bedste sted; en lille platform af træ med tag over, som man kan komme ud til, ved at gå fra sten til sten i udkanten af en sø.
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 16, 2006 14:12:17 GMT 1
Aiko kommer gående. Hun kigger sig omkring og hendes humør bliver hurtigt en anelse bedre, da hun ser de smukke beplantninger i haven. Hun går hen til søen og kigger sig rundt. Nej, der er ikke noget, hun kender. Da hun har konstrateret dette, sætter hun sig ned ved søbreden og kigger sørgmodigt ned i vandet. Hendes ben er krydset og hendes arme ligger lige så elegant på hendes ben. Hun lukker kort øjnene, for bagefter at åbne dem igen. Hun ser Ryuu inde i sit hovede. Hun ser, hvor sur, han havde været, da han forlod stalden. En tåre triller lige så stille ned ad hendes kind. Hun kan ikke lide, at han er så sur, og hun kan slet ikke lide, at Manami sikkert ville rende rundt og fortælle alle, hvad hun havde set.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 16, 2006 14:21:04 GMT 1
Oppe i et træ har Uyo tilbragt natten, og nu sidder han for foden af det og gumler på noget saltet kød. Hans wakizashi ligger spændt af bæltet ved hans fødder(han sidder i skrædderstilling), og ved siden af ham ligger hans bylt med pakkenellikker.
Han sidder og spekulerer over hvad han nu skal foretage sig, mens han kigger sig om i haven.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 16, 2006 14:25:30 GMT 1
Hanako kigger ind mod bredden og genkender personen derinde. Hun går hen til stenvejen ind mod bredden og løfter op i sin kimono. Hun bryder sig ikke om at skulle vise sine ben, men det var hun nødt til. Hun hopper ud på den første sten og går derefter med lange skridt fra sten til sten ind mod bredden. Hun går hen til den anden og bukker pænt stående under træet. "Det lader til at lynet virkelig slår ned det samme sted to gange, Uyo-sama," siger hun høfligt.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 16, 2006 14:41:33 GMT 1
overrasket over at nogen taler til ham ser han op med en luns saltkød hængende ud af munden, på en helt og aldeles ucharmerende måde. Hun havde overrasket ham mit i en bid.
Hurtigt hjælper han lunsen på vej ind i munden og tygger hurtigt færdigt, inden han siger, stadig med en smule mad i munden: "En sten skal jo starte lavinen, Hanako-san".
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 16, 2006 14:45:51 GMT 1
Hanako får næsten kvalt de smil, som trænger sig på, da hun ser ham. Til sidst ender det i et sødt smil. Hun står som altid med hænderne foran sig. "Uyo-sama taler sandhed," siger hun tilkendegivende.
Hun ved ikke helt, hvad hun skulle gøre, og hun føler sig næsten pinlig berørt over, at have ramt ham på et så uheldigt tidspunkt.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 16, 2006 14:50:59 GMT 1
Han lægger den resterende kødluns tilbage i stofposen og lægger den i sin bylt, let rødmende over pinligheden. Ikke noget han normalt tog sig af, sådan at blive fanget i pinlige øjeblikke.. På den ande side, pinlige øjeblikke var ikke noget han havde normalt, så det var der vel ikke noget at sige til...
"Og *Uyo-sama* er overordenligt træt af titler og navneendelser. Kald mig blot Uyo, så slipper du for at se mig kaste op." Siger han, heller ej særligt charmerende.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 16, 2006 14:55:43 GMT 1
"Men er det ikke syndigt at kalde en blomst for alt andet end en blomst?" spørger hun, mens hun blinkter et par gange hurtigt. Hun havde lagt mærke til hans fjerne rødmen og fandt den meget naturlig. "Uyo-sama er Uyo-sama, om jeg siger det eller ej..." tilføjer hun, mens hun tænker, at det er helt synd, at han på den måde ikke ønsker at blive talt pænt til. At han på en eller anden måde mente, at det var mere almindeligt, at han var på så tæt fod med en kvinde, der havde afvist ham.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 16, 2006 15:00:24 GMT 1
"Er det ikke mere nærliggende, at kalde en tulipan for en tulipan, end at kalde en tulipan for en blomst?" Spørger han tilbage, nu uden rødmen. Han foragter titler og alt det høflighedsfis. Mennesker er mennesker, alt sådan noget med etikette er noget rige mennesker har fundet på for at få fattigere folk til at bukke og skrabe. Han havde ikke tænkt sig at deltage mere i dét spil, end han allerede havde.
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 16, 2006 15:05:23 GMT 1
Aiko kigger over mod de to mennesker, der sidder et stykke fra hende. Hun kigger ned i vandet igen, men lukker hurtigt øjnene. Hun kan ikke stoppe med at tænke på Ryuu og hans reaktion. Hun har brug for at tænke - uden, at Manami er der til at irritere hende.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 16, 2006 15:10:55 GMT 1
"Åh, Uyo-sama, jeg beder Dem!" siger Hanako og sætter sig ved hans side. Hendes sorte øjenbryn med den rosa farve, er rynket i et bedende udtryk. "Jeg kan ikke forsvare mig, når De begynder at argumentere, og så føler jeg mig så lille, som var jeg et barn..." Hun ser ned og føler en skam ved at have erkendt det. Hendes hænder er samlet i skøddet og det er dem, hun ser på.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 16, 2006 15:14:45 GMT 1
"Vi er alle børn indimellem. Og sikkert og vist er det, at vi alle har været børn engang. Hvor er det skammelige i det? Børn bryder sig ikke om autoriteter og ritualer. Børn vil blot lege og være dem selv. Måske du kunne lære noget, af den side af dig selv?" lyder responsen, mens han rykker sig lidt så hun kan læne sig op af træet, hvis hun skulle få lyst. Selvom han ikke regner med at hun vil tillade sig selv den 'luksus'.
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 16, 2006 15:19:34 GMT 1
Aiko åbner øjnene igen. Hendes øjne er helt våde. Tårerne triller ned af hendes bløde kinder. Hun sukker let og rejser sig op. Hun vil være helt alene. Hun gider ikke at høre på de to sidde og flirte med hinanden. Hun kigger hele tiden ned i jorden. Hun orker ikke at kigge op. Hvad hvis nu hun skulle møde en, hun kender? Det vil hun ikke risikere.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 16, 2006 15:23:53 GMT 1
Hanako ser ud på omgivelserne for at slippe for at tænke over hans ord, der altid virkede så forvirrende, da får hun øje på en kvindelig skikkelse, som virker bekendt. "Aiko-sama..." siger hun lavt for sig selv, og ser mod den triste person, som hun ellers huskede som en glædens person. Hun sidder selv stift som et bræt, men uden at lægge mærke til, at hun kunne læne sig tilbage.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 16, 2006 15:28:36 GMT 1
Uyo følger Hanakos blik og får ligeledes øje på personen, som han dog ikke genkender som værende noget som helst. Han noterer sig hendes muskelstørrelse, hendes fysiske størrelse, samt hendes bryststørrelse. Derefter læner han sig bagover op af træet, og strækker benene ud. Hænderne folder han på maven. I ny og næ puster han til den hårtot der igen er faldet ned foran øjet.
|
|
