|
|
Post by Ryuu Hattorio on Oct 16, 2006 21:12:04 GMT 1
"Hvorfor er du ked?" spørger han lavt i hendes øre og ser bekymret på hende.
"Lige meget hvad Manami siger, holder jeg ikke op med at elske dig." det blev sagt meget meget sagte i hendes ære
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 16, 2006 21:15:14 GMT 1
Et lille smil titter frem på Aikos læber. Hun rødmer en smule og kigger på ham igen. "Jeg vil også altid elske dig," hendes stemme var næsten lige så stille som Ryuus. Hun læner sit hovede op ad hans skulder. "Jeg er bare bange for, at hun ødelægger det for os. Hun skal bare sige det til en eneste person, så er det hele forbi."
|
|
|
|
Post by zateus on Oct 16, 2006 21:15:36 GMT 1
Zateus gik forbi dem med tunge skridt. Zateus begydnte så småt at gå imod "kastestjernen"
|
|
|
|
Post by Ryuu Hattorio on Oct 16, 2006 21:18:36 GMT 1
"Så tag med mig væk?" det var lidt et spørgsmål, men hvis de ikke kunne blive gift her, kunne de vel altid stikke af.
"JEg tror Manamiprøver at holde tæt, men vi kan ikke være sikre,"
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 16, 2006 21:24:10 GMT 1
Aiko nikker kort. Hun ved ikke helt, hvad hun skal gøre. Hun vender sig om, så hun står med fronten til ham.
Jeg ville gerne, elskede, men..." En lille pause træder frem, "men.. Jeg vil også gerne være hos min familie. Hvis.. Hvis det går helt galt, og hun virkelig ikke kan holde tæt... så.. så tager jeg med dig." Hun virker på den ene side meget usikker, men på den anden meget sikker i sin sag. Hendes stemme er stadig så lav, at det kun er Ryuu, der kan høre den. Og så hende selv, selvfølgelig.
|
|
|
|
Post by Ryuu Hattorio on Oct 16, 2006 21:26:48 GMT 1
"Vi kan altid se på det, men jeg vil aldrig stoppe med at elske dig!" sagde han meget bestemt. Hun var sikker i sin kærlighed til ham, kunne han se, men hvor meget turde hun satse for det? Han ville gerne satse både navn og ære for hende.
"Du skal ikke gøre noget du ikke vil,"
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 16, 2006 21:30:43 GMT 1
Hun smiler meget kærligt til ham.
"Det ville jeg heller aldrig gøre, men jeg vil ikke kunne leve uden dig."
Tvivlen er begyndt at plage hende. Hun er ikke sikker på, hvor meget hun vil sætte på spil. Hun ville egentlig ikke at have noget imod at sætte sin egen ære på spil, men sin families? Det er hun ikke helt så sikker på. Hun elsker sin familie næsten lige så højt, som hun elsker Ryuu.
|
|
|
|
Post by Ryuu Hattorio on Oct 16, 2006 21:34:26 GMT 1
Han kan mærke hendes tvivl, men siger ikke noget. Han ser bare på hende med et blik, der siger at han forstår.
"Det er nok også nemmere for mig. Jeg er en mand, og jeg har ingen familie ud over dig," smiler han og trækker hende ind i et kram. Han holder om hende og insnuser hendes duft. Hendes hår kilder ham på kinden, men det generer ham ikke.
"Jeg sværger ved mit eget hjerte at jeg aldrig vil stoppe med at elske dig,"
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 16, 2006 21:40:05 GMT 1
I starten er Aiko en anelse anspendt, men begynder efterhånden at slappe mere og mere af. Hun lægger sit hoved ind til ham. Hun føler sig tryg i hans arme, selv om hun udemærket godt kan forsvare sig selv. Det her er bare anderledes. Hun kan mærke hans blide varme, hun kan dufte hans milde aroma og hun kan mærke hans store arme. Hun kunne stå her forevigt: begravet i hans trygge arme.
"Jeg elsker dig virkelig, Ryuu. Uanset hvad der sker, vil jeg gifte mig med dig, om vi så skal blive det, fordi jeg bliver gravid, fordi vi flygter eller fordi min far giver os lov til det. Mit liv er intet uden dig."
En tåre triller endnu en gang ned ad hendes kind. Denne gang er det ikke fordi hun er trist, men fordi hun er glad. Hun er lykkelig.
|
|
|
|
Post by Minoru Masuyo on Oct 16, 2006 21:44:09 GMT 1
Uyo gider ikke det sødsuppefis, så han rejser sig, børster sig, og spænder sværdet tilbage i bæltet. Så svinger han bylten over skulderen, og forlader Zenhaven.
|
|
|
|
Post by Ryuu Hattorio on Oct 16, 2006 21:44:16 GMT 1
"Åh Aiko," smiler han bare og holder hende tættere ind til sig.
"Hvad skulle jeg gøre uden dig? Du har bare gjort alt perfekt for mig." smiler han og stryger hende over ryggen.
"Mit liv bliver perfekt med dig ved min side," smiler han og stryger hende fortsat over ryggen.
"Men så længe Manami holder kæ... Mund, så går det nok... Jeg skal nok finde ud af noget," smiler han og tænker lidt.
*Med ondt skal ondt fordrives...* Han har en plan.
((Er det ikke meget pladderromantisk, det her?))
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 16, 2006 21:47:40 GMT 1
(( Jo... det har du ret i... hihi... ))
Aiko smiler til ham og kysser ham blidt på kinden.
"Skal vi ikke gå et andet sted hen, hvor vi ikke er så.. udsat? Hvor vi kan være alene?" Hendes spørgsmål er en anelse ledende. Hun ville gerne hive ham med hjem til sine gemakker. Så vidt hun vidste, havde han vidst aldrig været der.
|
|
|
|
Post by Nakamura Hanako on Oct 17, 2006 1:33:20 GMT 1
"Den blomst, der blomstrer i modgang, er den skønneste af alle..." siger Hanako med et smil over de to. Hun ser mod Uyo og tænkte, om han mon gik op i sådan noget. Samtidig kommer hendes tanker omkring, at kvinder er som blade i vinden; de skifter retning med dem. Det ene tidspunkt er de stejle og vrede, mens de det næste øjeblik er elskende killinger. Hun rejser sig og forlader haven, som om Uyo var hendes opfordring.
|
|
|
|
Post by Ryuu Hattorio on Oct 17, 2006 17:00:58 GMT 1
Ryuu rødmede lidt over Hanakos bemærkning. Han smilte til Aiko. Han havde aldrig set hendes gemakker. Kun engang han var 5 år og havde sneget sig med hende hjem. Det var længe siden. Han nikkede.
"Lad os gå," smiler han og kysser hende på kinden.
|
|
|
|
Post by Aiko on Oct 17, 2006 17:03:41 GMT 1
Aikos læber breder sig ud til et stort smil. Hun tager fat i Ryuus hånd.
"Så kom, så tager vi hjem til mig."
Hun hiver lidt i hans arm for at få ham med.
|
|
