To veje, eller er det den samme?

[Yukiko Funrika]

Yukiko, kom gående ned af vejen, hun havde lige rundet en bakke og standsede under den bagende sol for at orientere sig en smule. Hun vippede den store stråhat en smule tilbage og så, så ned af vejen hun var kommet af, Kawasaki et par spredte gårde og ikke så meget andet… hun drejede sig om og så frem af…der var også marker, gråde, en del bønder, og et sted derude burde Sayorimas Dojo ligge hvis mande på kroen ellers havde haft ret. Yukiko hankede op i den halvanden meter lange stav hun havde over skulderen, og begyndte at gå videre, for enden af staven var der en bylt med diverse af hendes sager, hun var iførte en let skjorte og hendes hår var sat op i en knude i nakken, på benene havde hun et par brede bukser. Yukiko gik et godt stykke, indtil at hun nåede et store træ med en masse indbydende skygge ”tid til hvil” mumlede hun tilfreds og satte sig på stenen og lod bylten dumpe ned på jorden hun lagde hovedet tilbage og lukke kort øjnene, hun kunne havde lignet en hvilken som helst træt vandre der tog sig et hvil med deres byld og stav over benet.

[Chang Ryuu Sayorima]

Chang kom gående fra farmen, og ud langs markene.. Da han pludselig fik øje på en kvinde, han ikke kendte.. Han gik hen imod træet hvor han sad.. "Goddag Chan.." Han nikkede let til hende som gestus, og smilede varmt..

[Yukiko Funrika]

Yukiko, satte sig op med et sæt da nogen tiltalte hende, staven væltede ned fra hendes knæ og hun nåede kun lige akkurat at trække tæerne til sig. Yukiko så op på ham med en smule irriteret mine, hun blev altid moppet med at være lille, hun skulle lige til at stykke knægten en opsang om god opførelse da noget ved hans påklædning fik hende til at tænke sig om en ekstra gang, han var jo nogen! Yukiko, gik fra siden stilling til knælende på ingen tid ”Sayorima-sama” mumlede hun ærefuldt og bøjede hovedet, hvad fanden lavede han her!? Burde han ikke lave noget vigtigt!

[Chang Ryuu Sayorima]

Han smilede til hende.. Han var ved at være vant til den respekt han ofte fik.. "Rejs dem op Chan.." han smilede varmt til hende.. "Må man få deres navn Chan?" Han smilede..

[Yukiko Funrika]

Yukiko rejst sig langsomt og bukkede så ”Asuka Inoue, Sama” svarede hun kort og så ned i jorden for an ham, han gjorde da også hele situationen, så meget svære det, var jo ikke ligefrem en skovturs kurv hun havde med vel, med lidt held kunne han dog vildledes, og hvis man var i hans selvskab var man da næsten sikker på at komme ind over alt.

[Chang Ryuu Sayorima]

"Rart at møde dem Inoue-San.. Jeg mener ikke at have set dem her før?" sagde han spørgende, og smilede til hende..

[Yukiko Funrika]

Yukiko, så forsat ned i jorden, hold dig til historien, hold dig til historien, selv om den ikke gavner dig så hold dig til historien. Hvis fyldebøtten kommer forbi så er der to forskellige kvinder med samme navn og udseende men med forskellig fortid. ”Jeg ville have beæret hvis de huskede mig, Sayorima-sama” svarede hun lidt haltende, hold dig i rollen ”jeg var til kortvarigt til stede under deres udnævnelse, sama” forsatte hun og så stadig ned. Det gik jo fint det her.

[Chang Ryuu Sayorima]

"Under min udnævnelse?" sagde han langsomt til sig selv.. Han så tænksom ud, og gjorde sig umage for at huske hende.. "Kendte de min far?" prøvede han.. Han hadede når der var noget han ikke gennemskuede, selvom det heldigvis kun skete sjældent..

[Yukiko Funrika]

Yukiko rystede på hovedet ”ikke personligt, sama. Daimyô Sayorima, var en stor mand og en god leder, jeg så ham kun en enkelt gang." Yukiko var glad for at hun havde læst på lektien, ifølge hendes historie var hun lejesvend den gang at hun havde meldt sig under fanerne, grunden til at hun ikke havde været soldat, var at så ville Dojo, sikkert kræve at se hendes papirer. Yukiko havde også brugt noget tid på at studere optegnelser fra de slag hun skulle havde været med i og snakket med nogle af veteranerne. Så hendes profil var næsten skudsikker, hun kunne sågar navnet på hendes delingsfører, som belejligt var døde et år senere, dog helt naturligt. Og knægten lige meget hvor god en kriger han var, ville da ikke være i stand til at huske samtlige folk der overværede hans udnævnelse til Daimyô.

[Chang Ryuu Sayorima]

Han sukkede lavt.. "Jeg er ked af det, San.. Jeg mindes ikke at have set dig.." Sagde han lavt, og lidt ærgeligt.. "Men for pokker hvor det irriterer mig.." sagde han endnu lavere til sig selv..

[Yukiko Funrika]

Yukiko bukkede enddu engang ”det er ikke deres fejl, Sama, de havde meget at se til den dag” undskyldede hun på hans vegne. Hun nikkede kort til det sidste ”det gør intet, Sama” sagde hun i sit lidt nervøse tone fald og lod stråhatten falde om i nakken så den bare hang i stroppen. ”kan jeg byde herren på noget Saké?” spurgte hun så og gjorde et kast med hånden i retning af hendes bylt.

[Chang Ryuu Sayorima]

Han nikkede og smilede venligt til hende.. "Til en yndig kvinde, som dem, kan jeg umuligt sige nej.." Svarede han venligt, og smilede fortsat til hende..

[Yukiko Funrika]

Yukiko så op på ham for første gang, hendes øjne strålede af en barnlig lykke, kort efter blev hun dog højrød og så ned til siden, tag dig sammen tøs! Den fyr må have en hel hær af kvinder efter sig og så står du her og drømmer! ”jeg jo, tak herre.” Fik hun fremstammet og vendte sig om og satte sig ned på hug for at rode lidt i bylten. Yukiko kunne dog ikke helt kaste alle de glade tanker ud af hovedet hun havde haft da han så på hende, det virkede så oprigtigt! Jee…tøs hvis han tager dig ind, når du da aldrig længere end konkubine, og så bliver du nødt til at slås om ham med alle de andre….og desuden har han haft en kone, så der går nok noget tid for han finder en ny…Yukiko sukkede, hendes fornuft havde nok ret. Hun hev en ler flaske frem og et lille, bæger derefter vendte hun sig mod Sayorima. ”undskyld men jeg har kun et enkelt…” sagde hun stilfærdigt og rakte det lille bæger frem.

[Chang Ryuu Sayorima]

Han smilede fornøjet til hende.. Og kiggede på det ene bæger "Det er iorden.. Jeg kan godt undvære hvis de selv ønkser noget San.." Han smilede til hende.. *Han virker da meget sød..* Han smilede lidt for sig selv.. Men det irriterede ham stadig lidt, at han ikke kunne huske hende.. *Hold dog op, det kan da være ligemeget* tænkte han lidt for sig selv, og sparede sin hjerne for at prøve at huske det..

[Akina Tatsumichi]

Akina havde forsøgt at få nogle små samtaler igang og sad nu og kiggede ud. Det var ikke så tit hun kørte i en vogn. Kurven havde hun på skødet.
Med et lød der et knæk og der gik et ordentlig ryk igennem vognen, så hun var ved at blvie slunget ud. Hun skreg og greb fat i den, så hun ikke væltede.