Rejsende...

[Nakamura Hanako]

Hanako rejser sig og flytter sig fra hans hånds berøring. "Nej, Uyo-sama, lad mig komme ud med æren i behold," siger hun og lyder nærmest overbevisende. Hun står mellem ham og døren.

[Minoru Masuyo]

Han rejser sig fattet og ser skeptisk på hende med det 'som om' udtryk i ansigtet.
"Vil du virkelig gå ud af den dør? Vil du virkelig nægte dig selv dette? Hvad er æren værd, hvis den afholder os fra at gøre de ting vi ønsker? Hvad er meningen med at have et liv, hvis man ikke benytter det, og tilfredsstiller de impulser det nærer på? Vil du virkelig fortælle mig, at du vil leve et langt liv i kyskhed uden smag og sødme? Er vi da ikke ligesom kirsebærblomsterne? Unge og smukke når vi falder fra træet, uden at fortryde hvort liv. Vil du leve fra nu af og til du er gammel og rynket, og ikke have andet at se tilbage på, end en daglig rutine med the og fodbad til fremmede? Vil du dø gammel, ulykkelig og ensom? Eller vil du som jeg være fri til det sidste, leve for nuet og tilfredsstille de dyriske instinkter vi er skabt med. Vi er naturens børn, og naturen er det eneste vi har medfødt pligt til at ære. Det gøres ikke ved klippefaste ritualer og kyskhedsløfter."

[Nakamura Hanako]

"Jeg er ikke blevet geisha for at få, hvad jeg ønsker; jeg blev geisha, fordi jeg ikke har andet valg!" siger hun, "min ære er, hvad der forsørger mig hver dag, og lever jeg korrekt, får jeg måske en danna at leve et sakura-liv med." Hendes øjne skinner et øjeblik ved tanken om en danna.

[Minoru Masuyo]

"En ære tabt er en ny ære vundet. Hvis du lever korrekt, får du måske en danna. Hvis du lever som du ønsker, får du helt sikkert hvad du vil have. Jo, du har et valg. Og det valg du træffer nu, strider imod alt hvad din krop byder dig. Du hungrer efter det. Du ønsker det inderligt. Du er bare bange. Vi må ikke lade os styre af frygt. Frygt er en fjende der skal bekæmpes." siger han lidt heftigt. Så tager han en dyb indånding, og fortsætter så, rolig, og med honning på stemmebåndet:

"En skønhed som dem må ikke gå til spilde. De er smuk som stjernerne på en klar nat. At lade en som dem leve et bundet liv, er en utilgivelig forbrydelse. Lad mig hjælpe dem. Lad mig befri dem fra de bånd der holder dig. Lad mig vise dig en anden sti. En bedre..." Han træder langsomt et skridt tættere på hende, med et blik der siger: "Vær kun rolig, jeg gør dig intet ondt", og et vidunderligt smil.

[Nakamura Hanako]

Hanako står som naglet til gulvet. Han siger alle de rigtige - men farlige ting. Hun ville ønske, at han havde ret. Men hvad kunne hun gøre ligenu? Løbe ned af trappe og søge tilflugt hos kroejeren? Nej. Blive her? Nej. Hun træder tilbage med den ene fod men den anden fod vil ikke rigtig følge med.

[Minoru Masuyo]

han rækker sine hænder frem med håndfladen opad, og bliver stående hvor han er. Han ser forførende på hende, og puster til sin tot.

"På en nat kan hele verdens mysterier ændres til små ubetydeligher. Jeg kan vise dig hvad sand lykke vil sige. Det eneste du behøver gøre, er at tage mine hænder..." siger han sagte, næsten hviskende.

[Nakamura Hanako]

"Je-jeg er ked af det..." siger hun stille - hviskende, men i stilheden i rummet var det hørligt nok. Hun bukker til afsked, og mens hun gør det, kan man se, hvordan hendes øjne indeholder ønsket om, at det skulle være anerledes. At hvis hun var en anden, havde hun taget hans hænder. Hun åbner døren, og da hun kommer ud, mærker hun lettelsen og sorgen derved.

[Minoru Masuyo]

han bliver stående hvor han er. Hans tanker kører på højtryk. Hun var ved at svinde hen. Han gjorde et sidste forsøg.. Ellers var det bare ærgeligt.

"Er de helt sikker?" lyder det, nærmest skuffet og sørgmodigt, fra ham inde på værelset.

[Nakamura Hanako]

Hanako vender sig halvt og står med hænderne samlet foran sig. "Tilgiv mig, Uyo-sama..." siger hun med en lav stemme, "det er mig ikke forundt..." Samtidig kommer en tjenestepige hen forbi, hvilket gør, at Hanako forsøger at se så uberørt ud som muligt.

[Minoru Masuyo]

"Hvad du end ønsker..." sukker han, og vender sig med siden til. Atter engang ser han utroligt muskuløs ud i profil. Han spænder sit wakizashi af og lægger det på gulvet, og skubber det lidt til side med foden, uden at decideret sparke til det. Han ser på hende, stadig med siden til.
"Hvad du end ønsker..."

Blikket er umuligt at genkende. På en gang ligner han en dæmon, og en gud. Hans blik og smil er ubrydeligt, og en svag vibreren i hans hoved kunne minde om at han nikkede, mens han stod der og studerede hende atter engang.

[Nakamura Hanako]

"Tilkald mig endelig en anden dag og lad mig varte dig op..." siger hun med sin tynde stemme. Hun havde sagt dette så mange gange før, men denne gang viste hun ikke helt, hvad hun mente om at sige det. Hun vidste, at kroværten kunne tilkalde geishaer. Hun var så tit blevet tilkaldt.

[Minoru Masuyo]

"En anden dag er jeg rejst. Om jeg nogensinde vender tilbage er tvivlsomt. Lynet slår sjældent ned samme sted to gange."

[Nakamura Hanako]

"Og dog skal Uyo-sama vide, at det dog sker... og at selvom tordenvejret ikke altid ligger over Tokyo, så får vi dog regn..." hun bukker med et lille smil. Det var som om dette havde gjort hende lidt mere glad for sin beslutning. Herefter begynder hun at gå ned af trappen.

[Minoru Masuyo]

han står tilbage, målløs. Målløs over at have tabt det på gulvet. Han havde været tæt på. Men dette var åbenbart en af de dage, tænkte han. En af de dage hvor heldet ikke står ham bi.

Det vil være nytteløst at følge efter hende nu, slaget er tabt. Hvad han nu skal spekulere over, er hvordan han skal betale for opholdet her. For det bliver helt sikkert dyrt, og så mange penge tvivler han på, han har.

[Minoru Masuyo]

Han trækker på skuldrene, og sparker til sit wakizashi så det flyver op i luften, og lander i hans hånd. Så kravler han ud af vinduet og ned på gaden. Der er jo ingen grund til at gå ned til kroejeren, og regningen.