Rejsende...

[Minoru Masuyo]

han nikker og rejser sig, og sørger for at hans wakizashi der hænger i bæltet ikke kommer i vejen på vejen op. Han ser på Hanako, atter engang for at se hende lede vejen.

[Nakamura Hanako]

Hanako går afsted mod kroens mere afsidesliggende ende. Hun gør tegn, da de kommer til en trappe, hvorefter hun går derop. Hun går hen mod en dør, der har det kinesiske tegn for fire. Hun åbner døren og træder ind i rummet, hvor hun hurtigt får tændt lys.

[Minoru Masuyo]

Han følger med hende ind, og tager sig den frihed at lukke døren. Han ser sig omkring i lokalet, og atter engang indprenter han sig lynhurtigt alle finesser og detaljer ved rummet. Hvor tingene står i forhold til hinanden, om der er vinduer, hvor mange der er, og hvor langt og hvordan han skal løbe for hurtigst at kunne komme ud af et af dem.

Han ser på Hanako, og smiler til hende, afventende.

[Nakamura Hanako]

Hanako gør tegn til, at han kan sætte sig på den skammel, som står fremme, hvorefter hun åbner døren, da det banker på og modtager det vandfad, som er blevet bragt op.

[Minoru Masuyo]

Han nikker og sætter sig på skamlen, og strækker sig med hænderne bag nakken. Uyo lukker øjnene og puster til sin hårtot.

[Nakamura Hanako]

På Hanako virkede hans udseende meget sammensat. Fra halsen og ned var han en tiltalende person, men fra halsen og op var der noget ved ham, der skræmte hende. Specielt, hvad der skete i hans hoved. Hun knæler ved hans fødder, hvor hun stiller fadet. Hun lirker hans fodtøj af og gør, så han blot kan sænke fødderne ned i vandet.

[Minoru Masuyo]

hans fodtøj er atypisk. Det er støvler af kraftigt læder, på trods af at normalt fodtøj er sandaler. Hans fodsåler er dækket af hår hud, og der er sorte hår hist og her på selve fodoverfladen. hans fødder er heller ikke helt vabelfrie. Han sænker dem ned i vandet, og smiler da det kilder om hans tæer.

Han børster noget af skulderen på sin harnisk, og ser på hende med et forførende smil. Han trækker vejret langsomt og roligt, og det kan ses på hans brystkasse der bag harnisk og kimono(der ikke er helt samlet øverst, så man kan se lidt af brystkassen) i rolige bevægelser bølger frem og tilbage. Hvis man stirrede længe nok på denne bevægelse, ville man nok ende som hypnotiseret af den sagelige rytme og ro den indgød.

[Nakamura Hanako]

Hanako smiler roligt tilbage til ham, mens hendes hjerte bankede hårdt. *Bare gøre, hvad der skal gøres og så væk!* tænker hun hektisk, mens hun ville ønske, at hun havde en magisk ring, der kunne tilkalde en eller anden. Men det havde hun ikke. Hun finder en blød klud frem og trøster sig med, at hun i det mindste ville få penge for dette. Hun dypper den i vandet og begynder at vaske hans fødder, mens hun taknemmeligt tænker på, hvor svær hendes kimono egentlig er at komme ud af, når man ikke kendte den.

[Minoru Masuyo]

Efter lidt vask smiler han og taler:
"Tak, det er nok".

Han læner sig lidt frem, og studerer hendes ansigt nøje. Han lægger en hånd på hendes kind, og nusser den lidt, med et smil og et blik der kunne få selv den koldeste kvinde til at smelte

[Nakamura Hanako]

Hanako holder vejret, mens han gør det. Hvor ville hun ønske, at en geisha kunne gøre som hun ville, og at verden var et sted uden fordømmelse og Jantelov. Hun tager fat om hans hånd og fjerner den langsomt fra sin kind. "Jeg beder Dem..." siger hun, mens hendes øjne flakker uden at kunne finde ro.

[Minoru Masuyo]

han smiler uhæmmet og tager fat om hendes hånd og fører deres hænder op til hendes ansigt, mens afstanden bliver mindre.
"Og jeg beder dem... De vil jo gerne.. Jeg kan se det.. jeg kan føle det.. Hver eneste lille bid af dem ønsker og begærer det. Hvorfor benægte det? Hvorfor leve et liv i et bur man selv har skabt? Når man kan være fri..."

Han ved det vil virke. Det har virket hundrede gange før, og uanset hvor genstridige de var, så gav de alle efter, før eller siden. Og sådan ville det også blive her. Hun var jo ikke noget særligt. Bare endnu en. Alligevel lod han det stråle ud af sig i sit smil og sit blik, at begæret var rettet imod hende, og hende alene.

[Nakamura Hanako]

"N-nej..." siger hun usikkert, *JO!* brøler det inden i hende, men der er noget andet på spil end hendes lyster her. Og tænk, hvis der skete noget. Tænk hvis hun blev med barn! Hele hendes krop ønsker at høre, hvad han siger, men... "Jeg bønfalder Dem... Uyo-sama..." det sidste bliver tilføjet nærmest uden lyd.

[Minoru Masuyo]

Han ved hvad hun bønfalder ham om, selvom det ikke er hvad hun siger.

Han træder ned fra skamlen, og er omhyggelig med ikke at vælte fadet med vand. Hans frie hånd lægger sig om hendes hofte, og begynder lidenskabeligt at glide længere og længere op, men uendeligt langsomt, i én lang glidende bevægelse.

[Nakamura Hanako]

"nej... nej... nej..." bliver hun ved med at sige, men hun ved, at hun aldrig slipper ud af denne situation. Mens hun ser bedende på ham, ved hun, at han kan holde hende fast med magt, hvis han vil. Hun mærker allerede, hvorlangt hans hånd er nået, mens hendes hjerte banker hård af en blanding af angst og glæde.

[Minoru Masuyo]

da hans hånd når noget blødt og rundt standser han den, og lader den hvile lidt, mens han med bittesmå bevægelser med fingerspidserne kilder hende let. Han ser på hende, og siger atter engang:
"Se mig i øjnene, og sig at du ikke vil have det. Sig det så du overbeviser mig. Sig det så du overbeviser dig selv."

Han ved hun ikke kan. Den er efterhånden hjemme. Hun er næsten mør, nu skal hun have nådestødet.