Rejsende...

[Nakamura Hanako]

Hanako træder ind på kroen, hvor tjeneren ved døren som altid bukker for hende. Hun smiler en smule ved denne afveksling fra hendes bekymrende tanker. Ejeren kommer straks, han spotter geishaen og byder Masuyo et sted at sidde, hvorefter han bringer drikkelse.

[Minoru Masuyo]

Uyo sætter sig og takker for noget at drikke. Han ser sig omkring i kroen, og lægger mærke til de forskellige personager der befinder sig derinde. Han lægger mærke til alt i kroen, hvor vinduerne er, hvor skydedørene er, hvem der er der, hvad der dufter af, hvordan kroejerens pander sidder. Han begynder i sit hoved af refleks at begynde at regne ud hvor de forskellige ting og rum i kroen er, og hvilke døre der fører til hvilke rum.

[Nakamura Hanako]

Hanako hælder - som hun jo skal - op i hans bægre. Hun sørger for, at hendes ærmer dækker så meget af håndledet som muligt. Det var de små tegn, der gjorde forskellen - det var, hvad hun altid havde lært.

[Minoru Masuyo]

Han studerer hende mens hun hælder. Så forfinet og omhyggelig med alting. Hun var i sandhed en dannet kvinde. Det skulle blive en udfordring at få bragt hende i fordærv. Han smilte ved tanken. Han elskede udfordringer. Han nikker da han mener at der er nok i bægret

[Nakamura Hanako]

Hanako sætter sakéflasken fra sig, mens hun havde en grum fornemmelse af, at ligemeget hvad hun gjorde, så ville det hele ikke blive bedre af det. At hun på en eller anden måde havde dømt sig selv til ulykke, da hun havde henvendt sig til ham.

[Minoru Masuyo]

Han griber bægret og tager en tår. Han nikker tilfreds med lukkede øjne, og ser ud til at nyde vinen. Den er bedre end den han plejede at få serveret. Men de steder han plejede at komme var heller ikke nært så fine som dette. Han spekulerer et kort øjeblik på om han mon overhovedet har råd. Men den tanke skød han fra sig ligeså hurtigt som han havde fået den. Skide være med det, det ordnede sig nok.

Han stiller bægret fra sig igen, og ser på Hanako.

[Nakamura Hanako]

Hanako smiler venligt til hans blik. "Jeg er forresten Hanako," siger hun venligt. Hun sidder ved hans side, så hun konstant kan holde øje med, om han mangler noget, men det huer hende ikke at sidde så tæt på en, der allerede havde ofentliggjort sine hensigter.

[Minoru Masuyo]

"Og du kan kalde mig Uyo." siger han, og ser ikke ud til at navne interesserer ham. Han puster atter til sin tot og rykker lidt rundt på rumpen for at komme til at sidde bedre, da han havde sat sig så den del af harnisken der hang ned for rumpen havde foldet sig sammen og irriterede hans balle.

[Nakamura Hanako]

Hanako smiler. Uyo var måske et lidt underligt navn, men måske var han ainu eller overhovedet ikke japaner. En tjener kommer samtidig med et fad med mad. Kroejeren gik naturligvis ud fra, at manden med geishaen havde penge nok. Hanako tænker end ikke derover. Dette var hendes normale dag.

[Minoru Masuyo]

Uyo ser på fadet der bliver bragt, og studerer maden derpå. Han trækker på smilebåndet og kommer til at tænke på det lavklasse saltkød han bar i sin bylt. Han kommer så til at tænke på alle dem hvor mad i en kategori var hverdagskost. Og han priser sig lykkelig for at han ikke er bundet på samme måde som dem. Med deres traditioner, ritualer og ærebånd.

[Nakamura Hanako]

Hanako tager lidt mad fra de forskellige fade og anretter det, hvorefter hun serverer det for herren og lægger et sæt sorte spisepinde ved hans side.

[Minoru Masuyo]

Uyo nyder tydeligt at blive vartet op på den måde, og han ser frem til den mere intime opvartning, som han selvfølgelig går ud fra at få før eller siden.

Han griber spisepindende og studerer dem lidt. Så brummer han med sammenknebne øjne mens han forsøger at beslutte sig for hvilken ret af den fine mad der skal fortæres først. Han beslutter sig for at lægge ud med noget røget fisk.

[Nakamura Hanako]

Hun smiler venligt, mens han begynder at spise. Hun drikker lidt af sit krus sake. Hun vidste, at hendes behandling af ham var tilfredsstillende, og hun håbede, at han måske ville glemme, hvad han ellers ønskede af hende.
Når (og hvis) han en sjælden gang vendte sig eller så den anden vej, spiste hun også lidt selv. Men han skulle ikke se det.

[Minoru Masuyo]

Han spiser så meget af fisken han gider, med god appetit. Risene ryger endnu hurtigere ned. Grønsager og suppe rører han ikke ved. Han skubber pinde og skåle lidt fra sig for at signalere at han er mæt.

Så drejer han sig lidt og ser direkte på Hanako.
"Ville de have noget imod at vise en træt vandringsmand til et værelse med et dejligt fodbad og private forhold?" siger han, med et drilsk smil spillende om læberne.

[Nakamura Hanako]

Hanako nikker. Hun ved udemærket, hvor grænsen er, og den er desværre ikke nået endnu. Hun rejser sig, uden man kan se hendes knæ aftegne sig gennem stoffet. Hun går op og bukker for kroejeren, inden hun taler med ham. Derefter går hun tilbage til Uyo. "Uyo-sama må følge mig," siger hun roligt.