Minoru Masuyo

[Minoru Masuyo]

OBS: DA KARAKTEREN VAR FOR LANG TIL AT VÆRE I 1 POST, må jeg lave 2
Fulde navn: Minoru Masuyo

Evt. kælenavn: Uyo

Køn: Mand

Alder: 21

Fødselsårstid: Efterår

Personlighed: En gang for længe siden troede han på Bushido. Det gør han ikke længere. Det eneste kodeks der er værd at følge, er det han selv udstikker. Han følger sin egen sti, og lader ingen stå i vejen. Man får 1 chance for at flytte sig, ellers må man lade livet. Han har meget få skrubler hvad angår at udføre kriminalitet for at nå sine mål. Han ser ikke liv som noget der er vigtigere end at han kan tage dem hvis hans eget står på spil. Han er en fri mand, og han gør hvad der passer ham. Ingen skal fortælle ham hvad der er ret og rimeligt. Han er bitter at være sammen med, og siger sjældent noget.

Men dette betyder ikke at han ikke nærer menneskelige følelser... Han kan godt forelske sig, og han kan godt være glad og grine højt af en vittighed. Det er bare sjældent han gør det, for han undgår altid situationer det kan gøre ham bemærket...

Udseende: Manden er 170cm høj, og er temmeligt muskuløs, uden at være et ubevægeligt brød. Han har sort hår, der stritter til siderne så det ligner han har fået elektrisk stød. Midt på hovedet har han en glatbarberet stribe der går hele vejen fra panden og henover knolden og ned til nakken, så det deler hans hår i en venstre og højre halvdel, der hver stritter til sin respektive side. Hans hud har en bleg sennepsfarvet glød, og hans øjne er naturligvis skæve. Han har tynde, sorte øjenbryn, og kraftige pandeknogler. Han har et sort skæg, der er barberet således at det kun er overskægget og så en stribe på hver side af læberne ned til hagen, der ligesom indrammer hans mund og hage i en firkant.

På brystet har en tatoveret en sort drage, der slanger sig hele vejen om på ryggen, og ender med halespidsen på hans nakke.
Henover mavesækken har han to aflange, rene ar.

Fortid: Han blev født et efterår for længe siden, af sin mor, Minoru Yoshiko. Hans far, Minoru Kazuki, var smed, og smedede et wakazashi som fødselsdagsgave til Masuyo den efterårsaften hvor hans mor fødte ham med store smerter. Han voksede op, og blev jævnligt undervist af sin far i smedens kunst. Når han ikke blev det, fik han kampundervisning i den lokale Dojo. Hans favoritvåben var Bo'en(kampstav af solid egetræ), og han blev hurtigt blandt de bedste børn i dojoen til dette. Han havde dog aldrig rigtigt et talent for smedekunsten, men for at gøre sin far stolt knoklede han alligevel som en gal for at lære det.

Han var otte år, da hans Sensei blev dømt til døden for mord. Anklagen gik på, at han skulle have myrdet en købmand under et røveri. Masuyo, der kendte sin Sensei bedre end nogen anden, kunne ikke tro dette var sandt, og forsøgte med alle midler at få overtalt ordensmagten til at lade ham slippe. Men der var intet at gøre. Der var et vidne der havde set det, påstod de, så han måtte dø ved seppuku. Den otteårige elev hastede til sin Senseis hus, hvor han havde husarrest til seppuku'et skulle finde sted. Vagten lukkede ham selvfølgelig ikke ind. Slukøret vendte han hjem igen. Hans Sensei skulle henrettes ved daggry, når den første solstråle ramte hans ansigt(han sad ved sit vindue hele natten, Sensei). Opløst af gråd, hulkede han sig igennem det meste af natten.

Men da timerne nærmede sig daggry, fik han øje på sit Wakizashi, som han fik af sin far den dag han blev født og fyldte et år.. Lange spekulationer udfoldede sig i hans hoved... Hans Sensei var uskyldig, det var uhæderligt at dømme ham til døden... Ergo måtte han reddes derfra... Men han var jo kun en lille dreng, hvad skulle han kunne stille op?

En plan begyndte at tage form, og blot en time forinden døden skulle indfinde sig, tog han sit wakizashi og en sort klud om munden så han ikke så nemt kunne genkendes, og forlod huset gennem vinduet. Han løb gennem den regnvåde nat hele vejen til Senseis hus. Vagten stod der endnu, i selskab med en anden vagt. De førte en samtale om den nye kro der var åbnet i landsbyen. Han sneg sig forsigtigt i en stor bue, i ly af mørket, udenom huset. Da han var kommet om på bagsiden af huset, kunne han se at endnu en vagt stod dér og holdt udkig. Denne vagt var ikke iklædt nogen form for rustning som de to på den anden side, kun en kimono med kejserens emblem på brystet, og en katana ved siden. Huset var en smule hævet over jorden, vha. pæle. Det som vagterne stod på, var et plankeværk af fire lag bambus. Den lille dreng kunne lige præcis krybe, forsigtigt og stille som en mus, ind under plankeværksgulvet på huset. Han krøb helt ind til hvor han regnede med at selve huset var. Han drog sin wakizashi, stak det op igennem bambussen. Det tog ham lang tid at skære et hul stort nok til at han kunne komme op, og endnu længere tid at skære det uden at lave så meget støj at han blev opdaget. Da hullet endelig var skåret, kravlede han op i det mørke rum. Han var havnet i køkkenet. Han vidste han skulle ind i rummet ligeud gennem gangen og så til venstre.. men for enden af gangen stod jo de to vagter der holdt vagt ved hoveddøren.. Han stilte sig op ved døren ud til gangen, og skævede ud til de to vagter. Det var mørkt, og hvis de ikke så direkte på ham, ville de næppe se ham. Men det var stadig en stor risiko at løbe.. tænk nu hvis de opdagede ham! Så skulle også han dø! Og hans familie skulle være vanæret længe, og ingen skulle være der til at føre den videre... Men disse spekulationer slog han hurtigt ud af hovedet. De skulle ikke have lov at skræmme ham, ikke når de ville udføre sådanne uretfærdigheder... Så et øjeblik hvor vagterne var meget opslugt af deres samtale, listede han gennem gangen og ind i det værelse han skulle. Dér sad hans mester knælende på en silkepude, med ansigtet rettet imod vinduet i øst. Som om han vidste Masuyo var der, rettede han blikket imod mørket der hvor han stod. Lydløst rejste han sig op og hviskede:
"Hvem der?"
Masuyo, forskrækket over at være blevet spottet så nemt, hviskede med næsten uhørlig stemme tilbage:
"M..Masuyo, Sensei..."
Havde det været lyst nok til det, ville man kunne se den gamle mester smile.
"Du ved hvad du gør? Du bryder ind hos en forbryder med den intention at befri ham fra dødsstraf?"
Masuyo rystede over hele kroppen. Først nu forstod han det fulde omfang af hans handlinger.. men der var vel ingen vej tilbage nu? Var der? Ville hans mester lade ham gå igen? Ville han fange ham og give ham til vagterne i det håb at det ville løslade ham? Nej, det ville han ikke. Sensei var en god mand, og i hvert fald ingen forbryder.
"J...ja sensei.."
Ved svaret nikkede mesteren, og pegede imod det østlige vindue.
"Derude, på den anden side af vejen, er Hurushimas stalde. Har du lært at ride?"

Det havde han godt nok.. men han var stadig skræmt af disse enorme frygtindgydende bæster...
"N..Nej" løj han. Han var bange for hvad mesteren ville have foreslået.
"Bare rolig, jeg kræver ikke af dig hvad du frygter. Derude er der også vagter. Hvis de hører tumulter i stalden, vil de straks undersøge det i den tro, at det er mig der flygter. Og så vil der være fri bane i et kort øjeblik."

Planen var klar.. Det eneste der manglede at blive sat på plads, var Masuyos frygt.. frygt for hvad han gjorde...

"Du udviser stort mod ved at komme her, og jeg er stolt af dig. Lad ikke din frygt kontrollere dig. Du er kommet her af fri vilje, og nu vil din frygt forsøge at bringe dig hjem, selvom det ikke er det du ønsker. Er det dét du ønsker?"

"Jeg.. jamen.. jeg.. jeg ved det ikke..." stammede han.

"Du kan ikke vende tilbage nu, det ved du godt, ikke? De vil vide det var dig, og så vil de komme efter dig, og henrette hele din familie, og alle vil huske jer som en flok kriminelle dæmoner." Sagde mesteren, og han tone blev pludselig kold og bestemt. Dette overtalte Masuyo, der nu var for skræmt til at tænke overhovedet.. fra nu af ville han bare gøre hvad der blev sagt... I hvert fald til de var væk herfra.

Han krøb ned igennem hullet han havde lavet igen, efter at have sneget sig gennem gangen igen. Han kravlede ud til den nordlige side af huset, og sneg sig over vejen, langt nok væk fra vagterne til at de ikke så ham i skumringsmørket. For daggryet var tæt på nu. Han kom ind i stalden, havde passeret den sovende fede mand der boede i den lille stue i rummet ved siden af selve stald-huset. Han så sig omkring, omgivet af dæmoniske bæster.. de var alle sammen stille nu, men tirrede man dem, eller så forkert på dem, kunne de spy ild og blive store som tårne, var han sikker på. Men så kom han til at tænke på de ting hans mester havde sagt. Han var nødt til at gøre det. Ellers ville alt være tabt.. sådan følte han det.

Han begyndte at åbne hver bås, og skar rebene over der holdt hestene bundne... Så samlede han en sten op, og klatrede op i en stolpe. Han sank en klump, tænkte hele sin situation igennem endnu en gang, og kastede så stenen lige i øjet på den største hingst, ganske som han havde fået besked på, og bad til guderne om nåde. Effekten var præcist som (u?)ønsket, og da hingsten vrinskede op og begyndte at spasse rundt i stalden, ophidsede det de andre heste, og alle gik de fuldstændigt amok. Støvet hvirvlede op, og en hest bankede ind i stolpen han klamrede sig til. Rystelsen fik ham til at falde og slå sig hårdt på jorden. Han skreg. Han var sikker på, at han nu skulle trampes ihjel af de vanvittige heste. Så mistede han bevidstheden af smerte fra sit fald.

Han vågnede dog hurtigt igen, som af ren refleks, og sprang op for at undgå at blive trampet på af hestene. Han gav sig ikke tid til at tænke og klatrede hurtigt og adræt op ad stolpen igen, og klamrede sig til den mens hans fulde bevidsthed vendte tilbage. Han var i overhængende livsfare. Om få øjeblikke kunne endnu en hest banke ham ned fra stolpen... Men så ville han være forberedt, og måske afbøde sit fald lidt bedre. Men hvad med vagterne? de kom da også lige om lidt? Han sig om, rundt mod alle udgange, og op i loftet, i sin febrilske søgen på en god idé der kunne redde hans liv.. Pludselig kom den fede mand fra inde ved siden af brasende ind, og tog sig til hovedet og råbte og skreg og forsøgte at få styr på de løbske heste, naturligvis forgæves. I næste nu brasede en samurai ind i stalden med trukket katana. Han så sig forvildet omkring som om han søgte efter nogen. Masuyo klatrede lydløst længere op af stolpen og skjulte sig så godt som muligt i mørket under loftet, skønt det blev sværere og sværere efterhånden som det nærmede sig de første rigtige solstråler. Heldigvis var der råben og skrigen og kaos nok til at han ikke blev opdaget.

Da daggryet endelig kom, var der atter faldet ro over stalden. Masuyo havde siddet helt stille deroppe mens han havde set samuraien forlade stalden igen, og råbe en samtale med de andre vagter. Så vidt han kunne høre, var Sensei sluppet væk. Den fede mand der ejede hestene var gået ud for at hente vand til dem. Det var her Masuyo tog chancen og klatrede ned igen, sneg sig forsigtigt ud af stalden, skjulte den sorte klud under kiminoen og skyndte sig hjem, alt hvad han kunne. Han nåede lige akkurat at kravle ind af vinduet og lægge sig på madrassen på gulvet, inden skydedøren gled til side og hans far kom ind for at vække ham til dagens smedeundervisning.

Fortsætter i næste post

[Minoru Masuyo]

Fortsat fra første post

Der gik et par dage før han havde fået nattens hændelser lidt på afstand. På afstand nok til at han kunne se en samurai uden at ryste i bukserne. De første to dage havde hele byen summet af sladder og bevæbnede samuraier der undersøgte hvert et hus og skoven i omegnen for den undvegne henrettelseskandidat. Dojoen var lukket, eftersom der ingen Sensei var, så istedet tilbragte Masuyo tid sammen med sin far, og fik fægteundervisning oveni smedeundervisningen. Det var jo vigtigt for enhver dygtig smed, at kende til våbenkunst, således at man vidste præcis hvad et godt våben havde brug for. Efter godt en måned havde han fået ordenligt styr på nerverne, og begyndte at koncentrere sig meget mere om sin fægtetræning. Der kom en ny sensei i Dojoen, en af kejserens samuraier. Han trænede der flittigt, selvom han hurtigt opbyggede en foragt for denne samurai. Han var af kejserens, den samme instans der havde fået hans tidligere mester uskyldigt dømt til døden. Og nu havde kejseren taget hans plads. Det var for galt. Men så længe han lærte at blive en effektiv dræber var han glad. Således gik et par år, med smedeundervisning, fægteundervisning, og undervisning i kampkunst.

Som elleveårig vandt han børneturneringen i Bo-stavskamp på torvet i den lille landsby. Blandt tilskuerne var en hætteklædt ældre herre, hvis ansigt var umuligt at kende. Han var klædt således at han faldt i ét med mængden. Kun hætten var til forskel. Men da det regnede den dag, var der ingen andre end Masuyo der lagde mærke til det. Efter turneringen, og efter at have modtaget premien på 500 yen, samt et diplom indrammet i egetræ, blev han trukket til side. Det var den hætteklædte fra før. Da de var alene udendørs(alle var gået indenfor i ly for den tiltagende regn) slog han hætten af sig, og afslørede at han var hans gamle Sensei. Han fortalte ham om sin flugt, hvordan han havde kravlet ned i hullet og skjult sig under bygningen mens Masuyo var gået over for at sætte hestene fri. Da vagterne opdagede postyret løb den ene over for at undersøge det, og den anden løb ind i huset for at undersøge om den dømte stadig var der. Da han så hullet i gulvet skyndte han sig ud for at hjælpe sin makker. Dér var mesteren kravlet op af hullet igen (han var alt for stor til at kunne krybe ud under huset) og havde sneget sig udenfor, og var stukket af i ly af mørket og gemt sig i skoven. Derefter var han rejst til en anden by, hvor han gjorde sig som skrædder, indtil nu hvor han havde besluttet sig for at vende hjem, og se hvor meget hans elev havde udviklet sig. Det han så tilfredsstillede ham. Han tilbød ham at komme og træne hos ham i skoven hver dag. Dette sagde han ja til.

Hver nat sneg han sig ud i skoven og trænede med sin gamle mester. Den slags træning han nu fik, var langt hårdere, langt mere seriøs, og langt mere skræmmende og dødbringende, end den han var vandt til. Dag for dag voksede hans styrke og effektivitet. Der gik år med denne træning, og hans 17. leveår oprandt hurtigt. Træningen inkluderede også ninjitsu undervisning. Han blev trænet i at gå i ét med mørket som han havde vist talent for tidligere. Han blev undervist i at bruge ninjavåben, og vigtigst af alt lærte han at lyve så overbevisende, at de færreste ville kunne gennemskue ham. Han fik opgaver. Opgaver om at bryde ind hos folk. Opgaver om at stjæle værdigenstande og bringe dem til Sensei. Som bevis på at han rent faktisk kunne. En slags *modenhedstest* fik han at vide. Han gjorde det, og han var stolt af sine evner.

En nat efter en træning, hvor Masuyo skulle til at vende næsen hjemad, bad Sensei ham blive lidt og lytte. Sensei fortalte ham hvad der virkelig skete den gang for længe siden, der fik ham dømt til døden. Det var sandt, at han havde myrdet købmanden. Men det var ikke et røveri. Det var en opgave han udførte for en klient. Han var nemlig selv Ninja, og havde egentligt trukket sig tilbage. Men en aften blev han opsøgt af sin gamle jônin. Han havde et sidste hverv til sin gamle elev og ven. Købmanden skulle snigmyrdes, hvorfor var kun noget der kom klienten ved. Og således blev det gjort, for Sensei kunne ikke sige nej til sin gamle ven. Hos Masuyo gik mange tanker nu igang. Var det retfærdigt gjort af Sensei at udføre denne opgave uden at stille spørgsmål? Var det retfærdigt at bede denne aldrende mand om at begå mord? ... Og vigtigst af alt: var det retfærdigt af Masuyo at redde denne morder fra sin straf? Han undlod at stille disse spørgsmål. Det endte sikkert bare galt.

Men det Sensei egentlig ville, var at give Masuyo en opgave. En general skulle dræbes. Han ville komme til landsbyen i aften sammen med en større deling soldater. De var på vej til en oprørsk landsby der var begyndt at gøre aktiv modstand mod regimet. Det skulle være Masuyos opgave at myrde denne general den følgende nat.

Med tungt hjerte vendte han hjem i seng. Men han kunne ikke sove. Tankerne og spekulationerne svirrede i hans hoved. Hvorfor skulle han nu dette? Var det endnu en *modenhedstest*? Var det bare en simpel træningsopgave ligesom alt det andet havde været? En anden tanke, som han desværre fandt alt, alt for logisk var: Senseis jônin havde atter engang stillet ham en opgave, men denne gang valgte Sensei at bruge sin elev til at udføre den...

Da generalen og hans deling ankom til byen ved stort bifald og optog, tjekkede han sit udstyr efter en gang til. Han havde sin sorte dragt, sin hætte og sin mundklud. Han havde sit wakizashi, samt den katana han selv havde smedet. Han havde sin kampstav, som han dog nok ikke ville få brug for, og han havde sit knaldpulver. En substans han havde lært at lave af sensei. Når man kastede det på jorden (koncentreret i en lille tynd papirpose med en småsten i som ballast) slog det gnister, og en røgtåge opstod som han kunne benytte som skjul til at komme uset væk. Alt var pakket og parat... Han manglede bare at få styr på sine tanker. Var det rigtigt?

Men han nærede stadig sin mistillid overfor kejserens mænd.. Det vidste han... også selvom han nu følte, at grundlaget for denne mistillid var malplaceret...

Han sad på sit værelse og mediterede på det, da han slog øjnene op. Foran ham stod hans Sensei. Hvordan han var kommet ind kunne han ikke regne ud, men manden kunne jo nogle tricks...

"Jeg kom her for at fortælle dig, at jeg håber du har forstået og accepterer opgaven... For hvis ikke, så kan du jo risikere at de får at vide fra visse kilder, hvem det var der hjalp til med min flugt alle de år tilbage.. det er en information jeg er sikker på de ønsker..."

Atter engang blev han skræmt af sin mesters kølge fremtonen. Han kunne ikke andet end at bukke og sige javel. Det var bedst ikke at tænke, og bare gøre det. Ellers ville alt være tabt, og hans familie være tvunget i vanære for evigt... Sådan følte han det i hvert fald.. ligesom den gang hvor han befriede Sensei...

Da natten kom, havde han besluttet sig for at gøre som der blev sagt.. det følte han var sikrest.. han ville ikke vanære sin familie. Han havde iklædt sig sin ninja-dragt, og havde sat en håndfuld shurikens fast i bæltet samt en Sai(triend). på ryggen havde han sit wakizashi (han ville næppe få brug for en katana). Derudover havde han to ladninger knaldpulver med sig.

Han kravlede ud af vinduet og op på taget af huset. Han sprang til det næste, og så det næste igen. Indtil han nåede til hvor han vidste at generalen og hans mest betroede soldater, samt en flok geishaer, holdt til natten over. Han kravlede ind af vinduet, og landede lydløst på gulvet. Stille som en mus listede han sig over gulvet, og kiggede ind i det første rum. Dér lå en geisha med en soldat. Så gik han stille igennem gangen, indtil han i mørket kunne skimte en skikkelse udenfor døren til et andet rum. Det var mørkt, så vagten, som det måtte være, havde ikke opdaget ham endnu. Han bakkede lydløst bagud, og gemte sig bag hjørnet. Han bryggede på en plan. Han lagde sig ned på alle fire. På knæ og albuer havde han bløde små puder, så han ikke lavede larm når han krøb henover gulvet igennem gangen. Han holdt vejret det sidste stykke, og rejste sig op ved siden af den intetanende vagt. I én bevægelse både tog han en hånd for munden på vagten, og stak ham dybt i struben med sai'en. Det tog ikke mange sekunder før manden var død, uden så meget lyd at nogen opdagede det. Masuyo lagde forsigtigt liget på gulvet, og åbnede så skydedøren ind til det bevogtede rum en halv centimeter, så han kunne kigge derind. Generalen lå der, i selskab med tre nøgne geishaer. De sov alle. han listede sig ind, og forsøgte at træde over geishaerne, der halvt lå på manden der selv lå på en stor madras med en stor silkepude som hovedpude. Men da han netop syntes at være kommet tæt nok på manden til at gøre det af med ham, kom han til at ramme den ene geisha i hovedet med sin ene fod.

Hun vågnede øjeblikkeligt og hvinede op. De andre vågnede straks derefter, og den ene geisha sprang op for at tænde en lanterne. I en hurtig bevægelse smed Masuyo en shuriken i nakken på hende, så hun faldt skrigende død om. Generalen var nu vågen og havde trukket sin katana. Masuyo selv sprang tilbage, sparkede en geisha der stod i vejen ind i væggen, og løb forbi for at komme ud. Men han nåede ikke ud før to soldater var dukket op i døren. Der var nu pludseligt lys. Den sidste geisha havde tændt lanternen. Han stod nu i lokale med en general, to soldater og to nøgne damer. Han trak hurtigt sit wakizashi, og gjorde udfald imod generalen, der afværgede slaget. Soldaterne trængte ind i rummet og angreb Masuyo, der kun med nød og næppe undveg deres slag, samtidig med at parere det kraftfulde slag fra den vrede general. Han fægtede alt hvad han havde lært imod de tre kampvante herrer. For første gang skulle han bevise at al hans intensive træning ej havde været forgæves, og han havde ikke tænkt sig at give op. Men han vidste godt, at det var en kamp han ikke kunne vinde. Det gjaldt om at overleve. Han slog en saltomotale over generalen og landede på den anden side, således at han nu havde alle tre i front. Han sprang og lavede en glidende takling på den soldat der stod nærmest døren, og væltede ham. Han løb ud på gangen og over imod døren ud. Men atter engang kom en soldat før ham. Nu havde han en soldat mellem ham og udgangen, og to soldater og generalen den anden vej. Han var fanget i en smal gang. Heldigvis for ham var der kun plads til at de tre på den anden side kunne stå bag ved hinanden, og således ville han kun være nødt til at kæmpe mod dem 2 af gangen. Og kunne han bare få den ene ned med nakken der spærrede udgangen, ville han være fri. Men alarmen gjaldede hurtigt igennem byen, og det ville kun være et spørgsmål om tid før hele delingen ville komme strømmende. Derfor var han nødt til at bryde ud nu. Han fægtede som en gal, lynhurtigt og ikke særligt effektivt, for at parerere begge krigeres angreb fra hver sin side. Han sparkede manden bag ham i maven så han væltede, og udnyttede den korte immobilisering til at springe over udgangssoldaten. Han gjorde et hurtigt udfald, men skiftede så retningen og snød sin modstander. I to hurtige bevægelser fik han først afvæbnet manden, og derefter skåret hans hals over. Han sparkede ham hårdt ud af døren så han kunne komme forbi. Og kun på et hængende hår for de andre var lige efter ham.

Ude på vejen var rustningsklædte samuraier allerede på vej i flokkevis. Han så sig hurtigt omkring og sprang så op på et hegn, hvorfra han fægtede imod to samuraier der stod på hver side af den. Han sparkede dem begge i hovedet i et spring og løb derefter balancegang henover hegnet indtil han kunne komme hen til et hus hvis tag han kravlede op på. Han løb henover det, og sprang til det næste. Han følte at han nu snart var nået væk. Men så kom tre samuraier pludselig op på taget han løb på. Den ene havde en kampstav og bar ingen rustning, mens de andre var katanabevæbnede og var iklædt en metal-lammelrustning. Han kastede en shuriken efter kampstavskæmperen, som fik den afværget med staven, hvori den sad fast. Han afværgede et par angreb fra de tre samuraier, og kastede sig så ind mellem benene på kampstavsmanden, og huggede ham hurtigt i begge ben så han knækkede sammen i smerte. Han stak ham derefter i ryggen, og rejste sig. Han kastede da sit wakizashi efter den ene samurai, som et spyd, men ramte han kun på skulderen, hvor den gled under hans panser og fik ham til at skrige vildt. Han sparkede til kampstaven og greb den i luften, og brugte den effektivt. Han afværgede alle samuraiens angreb, og tildelte ham til sidst et knusende stød i ansigtet. Den sårede samurai ekspederede han ved at tage wakizashien ud af ham, og skære ham op.

Da han tilfreds med sin indsats så op for at komme videre, opdagede han at mange, mange flere samuraier var kommet til. Der var kravlet fem op på taget, og mindst tyve stod rundt om huset. Nogle af dem med spændte buer. Han så sig febrilsk omkring. Han havde ikke en chance. Han slap staven og wakizashien, og knælede. Han fik et spark i hovedet, og tre samuraier løb over og holdt ham. Han gjorde ingen modstand, det ville alligevel intet nytte. De tog hans våben fra ham, og fjernede derefter hans hætte og mundklud, og afslørede hans ansigt. Der var tårer på det, og han så ned. Han havde nu vanæret sin familie, akkurat som han havde frygtet. Frygten havde fået ham til at gøre dette. Og nu var det dét, der havde gjort frygten til virkelighed.. Det var Sensei der havde befalet ham det, overtalt ham, presset ham, snydt ham, narret ham, truet ham! Det var Sensei der havde udnyttet ham.. og ikke kun en gang, men mange gange.. Siden den dag han kom for at befri ham... Han var blevet udnyttet til at udføre den ene forbrydelse efter den anden, og nu denne. Nu denne, der havde kostet ham og hans familie deres ære. Men det skulle blive en gammel løgn skulle det. Han ville finde Sensei og gøre det af med ham. Hævne sig for at være blevet fordærvet således. Han ville dræbe sin Sensei, og råde bod på alle de ugerninger han havde fået ham til. Og det skulle disse samuraier ikke blande sig i.

Han blev ført ind i et rum, og smidt på gulvet efter at have fået tørre tæsk. To vagter blev sat ved døren, og ved udgangen til huset, samt ved hvert et vindue, indtil de besluttede hvad de skulle gøre ved ham.

Han sov lidt den nat, men blev vækket hurtigt igen. Han var blevet dømt til døden, og henrettelsen skulle finde sted ved Skampælen denne morgen. Han blev ført dertil, og et wakizashi blev lagt foran ham. Han var iklædt en hvid kimino, og alle vidste han skulle dø. Hans forældre var ikke mødt op. De havde travlt med at pakke for at flytte til et sted hvor man måske ikke kendte til deres vansirede ære. Han fnyste ved tanken. De ville ikke en gang sige farvel til deres egen søn... Det eneste der betød noget for dem, var den skide ære, der havde bragt ham ud i det her...

Et nik gav tegn til, at tiden var inde. Ved hans side stod generalen, der havde krævet at få lov at hugge hovedet af ham, så snart maven var skåret op. Han greb wakizashien, og placerede den så han kunne skære sin mavesæk op. Men han tøvede. Tilskuerne holdt vejret, og afventede det uundgåelige. Han strakte armene, og gjorde klar til at stikke sværdet ind. Og så gjorde han det. Han lagde alle kræfter i og lod sværdet styre direkte imod sin mave. Generalen var spændt som en flitsbue, og kunne hvert øjeblik det skulle være, gøre det kort. Men i det sekund Masuyo burde have ramt sin mave, flyttede han sig, dukkede hovedet og gled rundt på rumpen og lagde sig udstrakt ned og brugte kraften til at stikke sværdet igennem generalens knæ. Af refleks da han så den første del af denne bevægelse, havde generalen påbegyndt hugge-bevægelsen, men da han blev ramt af klingen igennem knæet, lagde han hovedet tilbage og skreg. Hans katana hakkede sig ind i pælen, en centimeter over Masuyos hoved. Generalen slap klingen, der blev siddende i pælen, for at tage sig til knæet og forsøgeat få sværdet ud. Han sank sammen på det andet knæ.

Fra rundkredsen af tilskuere var der nu en flok samuraier der forsøgte at kæmpe sig igennem folkemassen for at komme deres general til undsætning. Masuyo rejste sig, og trak sværdet ud af pælen, og huggede hovedet af generalen. Derpå sprang han ud i tilskuerrækkerne og huggede sig igennem folkemassen, uden at tage hensyn til hvem han ramte, samurai som kvinde som barn. Han var kommet igennem, og havde taget livet af mange uskyldige på vejen. I spurt kom han over til stalden, med en flok vrede samuraier lige i hælene. Han åbnede alle båsene og skar rebene over til alle hestene, ligesom han havde gjort dengang... Anderledes var her, at han istedet for at blive siddene oppe i den stolpe han var kravlet op i, sprang han ned på en af hestene, og red den ud af stalden, og ud fra byen, og lagde sine forfølgere langt bag sig.

Han red hele dagen, og da det nærmede sig aften kunne han godt mærke at hesten snart ikke havde mere energi tilbage. Så han steg af, og fik hesten til at ride videre. Så løb han ind i skovbrynet, og skjulte sig dér natten over, mens samuraierne ville fortsætte til dér hvor de fandt hesten, og lede i dét område. Og når de opdagede han ikke var der, ville han være over alle bjerge.

Han smed kiminooverdelen i skoven og dækkede den med blade. Hvis han beholdt den på kunne han ligeså godt råbe til alle han mødte: "jeg er en undvegen morder!". Han vidste hvor hans mester boede, og dér ville han tage til.

Det var et lille hus på den anden side af skoven, omgivet af bakkelandskab. Sensei sad udenfor og fik en kop té. Da han så Masuyo i det fjerne, reste han sig og gik ham i møde.

"Min ærede elev, hvad bringer dig hid? Er opgaven udført?" Masuyo, der var smurt ind i størknet blod fra alle de folk han havde myrdet, og snavs fra skovbunden han havde sovet i, svarede blot: "ja." og så stift på mesteren.
"Tillykke min dreng.. Lad os nu gå op og få en kop té sammen." og så vendte han sig. En ting han aldrig skulle have gjort. For masuyo havde stadig den blodindsmurte katana. Og med den stak han sin gamle sensei i ryggen med al sin vrede og kraft. Den gamle mand sank stønnende sammen, og døde. Han løb derefter op til huset, og gennemsøgte det. Der var meget få penge at finde, kun omkring de 7000 yen.. Men han tog dem alligvel. Så fandt han en kimino han syntes om, samt en ninjadragt i hans størrelse. Han puttede den, og så en håndfuld shurikens, en bamusbøtte med knaldpulverposer, og en pose med mad og en et drikkeskind fyldt med vand, ned i en bylt. Pengene lagde han i en læderpung som han satte i sit bælte.

Han forlod derefter huset. Hvis nogen spurgte ham hvad han hed, hed han blot Uyo. Han skulle aldrig genkendes, og ingen skulle kende til hans fortid. For evigt måtte han strejfe om. Aldrig være ét sted for længe. Han skulle leve et liv på farten. På flugt fra soldater, fra sin fortid...

Således strejfede han hvileløst omkring, boede på kroer og sov under åben himmel... aldrig opholdt han sig i en by i mere end et par måneder... Altid holdt han sig for sig selv. Han iklædte sig ninjaudstyr og stjal når han havde brug for det, og duellerede imod andre for penge når han havde brug for det. Således gik mange år, og det er indtil videre den livsstil han har tænkt sig at føre endnu.

Rang/proffesion: Omstrejfende samurai/ninja uden arbejde eller herre. Er eftersøgt, men svær at genkende.

Nutid: Hans mål er at overleve, han lever ikke for andet end dette øjeblik, og så det næste. Der er ingen grund til at spare på krudtet idag, for imorgen kommer måske aldrig.

[Ryuu Hattorio]

Wow... Det har jeg bare at sige. Den er virkelig flot. Desuden tror jeg aldrig jeg har set så lang en karakter... Den kan kun være godkendt..